Uldkræmmere

I 1700- og 1800-tallet ernærede en række mennesker, uldkræmmere, sig ved at rejse rundt og handle med uldvarer. Enkelte holdt ud helt op til omkring 1960.

Disse uldkræmmere eller hosekræmmere, som de også blev kaldt, havde for de flestes vedkommende deres udgangspunkt fra det midtjyske, hvor hjemmeproduktion af uldvarer  var meget udbredt.

Svære levevilkår

Årsagen hertil har givet været at det har været svært at leve af det, som en landejendom i det jyske kunne give af udkomme. Derfor så man muligheden for at samle uld fra de får, som man holdt på bedriften og som man vogtede på hedejordene. Derfra var der ikke langt til at spinde en tråd, strikke strømper, trøjer og lignende og derefter at sælge disse ting. Derved fik man kontanter, der kunne omsættes til andre nødvendige varer.

For at få et marked der var stort nok, var det tvingende nødvendigt at bevæge sig udenfor lokalområdet. Det gjorde man – nogle kom så langt som til Bornholm.
Oprindeligt bevægede uldhandlerne sig rundt til fods og senere på cykel. Enkelte klarede sig dog så godt og fortsatte så længe, at deres transportmiddel efterhånden blev automobiler.

Jeg kender til 3 uldhandlere som besøgte Fejø og øerne i Smålandsfarvandet.

Jens Hagelskjær

Jens Hagelskjær var født i 1886 på Ildsgaard i Ilskov i Jylland i 1886.
Jens havde overtaget den fædrene gård, hvor han havde forældrene på aftægt.
Dette kombineret med en stor lyst til at handle gjorde at han blev uldkræmmer med stort set hele landet som handelsplads.

Fejø og øerne i Smålandsfarvandet blev besøgt flere gange frem til 1916, hvor han ikke længere turnerede rundt i landet, men kun handlede lidt lokalt.
Det kan man læse om i bogen ”Spind og Bind” af H.P. Hansen fra 1947, hvor det også fortælles at Jens Hagelskjær blev udnævnt til Ridder af Dannebrog for bestridelsen af mange offentlige hverv han påtog sig. Fotoet er fra samme bog.

H.P. Hansen skriver i ”Spind og Spind” på side 179 og 180:

”Da han havde udsolgt, hvad han havde faaet fra Ikast, rejste han til Maribo, hvor Mads Chr. Mølvig drev en betydelig Manufaktur- og Trikotagehandel, og dér fik han ny forsyning, og saa rejste han efter tre Ugers Forløb fra Kragenæs over til Fejø.

I en af Fejøgaardene fik Jens, at vide, at Øens Gamle Sognefoged var en skrap Karl, der havde taget mange uldhandlere.
For ikke at risikere alt for meget traf Jens Aftale med Skipperen paa Damperen, der gik mellem Bandholm og Fejø, at den sending Uldvarer, Damperen havde med skulle blive ombord, og så kunne Jens Hagelskjær hente sig en ny Forsyning dér hver Dag.

Det tog et Par Uger at hjemsøge øen, hvor Jens også var inde at hilse paa Sognefogeden, der straks sagde:
Det er nok ulovligt, det De gaar med. Saa anbefalede Jens ham at se efter. Sognefogeden saa Passet og rodede lidt i Uldpakken og saa lod han Uldhandleren gaa, han var efterhaanden blevet klog af Skade”.

Jens Hagelskjær, som ses på billedet ovenfor, havde en rigtig god sæsonen og rejste hjem til Jylland efter jul med 325 kroner på lommen.

Mange uldkræmmere på Lolland-Falster

Man kan se, at der var rigtig mange omrejsende uldkræmmere på Lolland, hvilket var en torn i øjet på de lokale etablerede manufakturhandlere. Politiet og sognefogederne blev pressede til at tage action og forhindre denne – i hvert fald delvist ulovlige handel.
Det var nemlig lovligt at sælge hjemmeproducerede ting (husflid) men ikke indkøbte maskinfremstillede ting fra grossister og andre manufakturhandlere. Det krævede nemlig næringsbrev. Underligt nok ville disse manufakturhandlere gerne sælge til uldhandlerne – men man tolererede ikke at de solgte det videre.

Jens Hagelskjær er den bedst beskrevne uldhandler af dem jeg har kendskab til. De to øvrige kan jeg desværre kun beskrive perifert.

Guldborg Hansen

Guldborg Hansen, der var født omkring 1900, drev manufakturhandel i Sakskøbing – nærmere betegnet i Søndergade.

Guldborg Hansen supplerede indtægterne ved at drage rundt med et udvalg af uldvarer. Derved kunne han nå ud og dække alle krogene på hele Lolland-Falster,  herunder Fejø, som han gennem mange år besøgte flere gange om året.

Niels Peter Frandsen

“Frandsen”, som han blev kaldt, Stammede fra Karup i Jylland. Jeg har ikke mange oplysninger om ham, men jeg husker ham selv fra hans besøg på Fejø sidst i 1960erne. Jeg husker tydeligt hans sorte herrecykel med den store tøjbylt på styret og hans lille læderkuffert på bagagebæreren. Niels Peter Frandsen kom meget i ”Villaen” på Herredsvej 87 og hos Købmand J. Almar Mortensen på Herredsvej 129. 
“Frandsen” kørte af og til rundt i Danmark med “bager Villy” som chauffør. Villy drev bageriet i Vesterby på Herredsvej 80 og boede privat på Herredsvej 83 og var nabo til “Villaen”.