Plantagetraktoren fra Fejø

På billedet ses et stykke rigtig spændende lokalhistorie: “Fejøtraktoren”. Der er tale om en mindre plantagetraktor, der er produceret på Fejø omkring 1960 af smedemester Ludvig Goldbæk. Han havde på adressen Andemosevej 11 et smedeværksted, som senere blev overtaget af 2 af hans sønner: Ib og Roar “Dodo” Goldbæk.

Fejøtraktoren

 

Den lille og meget enkle plantagetraktor blev bygget til frugtavler Kai Skafte, som i en årrække anvendte den i sine frugtplantager på Fejø og i Nagelsti.

Plantagen på Fejø, som var ca. 18 tdr. land og som hørte til ejendommen Gl. Smedevej 4, havde han omkring 1958 overtaget efter faderen Anton Skafte. Det, der i dag udgør hele beboelsen på Gl. Smedevej 12, var oprindeligt plantagens kontor, frokoststue og lager til maskiner og plukkekasser.

Kai Skafte havde selv erhvervet en større ejendom med frugtplantage i Nagelsti og var i 1950erne sammen med faderen en af landets førende producenter af spisepærer.

Fejøtraktoren var udstyret med en lille 0,3 liters 4-takts benzinmotor af mærket “Wisconsin” ATH-TF med 2 cylindre. Traktoren havde en ydelse på hele 12,9 HK.
Man kan læse en amerikansk brochure om gamle Wisconsin motorer ved at klikke på linket.

Da der kun er produceret dette ene eksemplar kan det betragtes som et UNICA stykke.
I dag står traktoren på Danmarks Traktormuseum i Eskilstrup. Tænk om denne lille smukke sag en dag kunne udlånes og vises frem på Fejø Tekniske Museum!