Kronehalsringen

Halvdelen af en svær halsring af bronze – en såkaldt “Kronehalsring” – blev fundet af gårdejer Niels Hansen på Fejø i 2003. Kronehalsringen blev indleveret til Stiftsmuseet i Maribo medio 2004, da man i første omgang ikke var klar over at det “var noget”.

Niels Hansen leder fortsat efter den manglende halvdel. Muligheden for at finde den er absolut til stede. Niels Hansen har nemlig tidligere præsteret at finde en stenøkse i 3 dele over en periode på ikke mindre end 5 år!

Kronehalsringen

Foto: Leif Plith Lauritsen, Museum Lolland-Falster

Kronehalsringen, der er fra omkring år 300 f. Kr. er særdeles sjælden. Der er kun gjort meget få fund af denne type halsring i hele Danmark.
Da kronehalsringen er meget sjælden er den erklæret Danefæ af Nationalmuseet, hvor den er udstillet og har fået mus.nr. C 35894.

1 929f927517 Niels-Hansens-danefaebrev a9a6967e33
Nationalmuseets-danefaebrev-til-Niels-Hansen.pdf

1

En yderligere kronehalsring er fundet i Stokkemarke.

Der er i den nu nedbrudte Gallehøj i Stokkemarke fundet en kronehalsring, der er helt identisk med den fra Fejø.
Bortset fra disse to, ses kronehalsringe stort set ikke øst for Storebælt.

Foto: Leif Plith Lauritsen, Museum Lolland-Falster

Flemming Kaul, museumsinspektør ved Nationalmuseet,  skriver således om Kronehalsringe:

Kronehalsringene er en spændende og lidt gådefuld genstandstype, der som oftest er fundet nedlagt enkeltvis i moser og vådområder. Den enkelte kronhalsring er vanskelig at datere, men som helhed synes de at tilhøre perioden 300 – 100 årene f.Kr.

Kronehalsringene har et meget interessant udbredelsesområde. Fra Jylland og Jyllands rod forløber udbredelsen som et bånd ned gennem Europa, hvor der findes kronhalsringe så langt mod sydøst som i Rumænien og Ukraine. Denne udbredelse har afstedkommet forskellige tolkninger. Nogle har ment at udbredelsen har kunnet afspejle folkevandringer fra Jylland og Nordtyskland til det sydøstlige Europa, afspejlende germanske folkeslags fremtrængen.

Andre ser mere forsigtigt på sagerne , hvor udbredelsen kan afspejle forbindelser og fælles ideer over store afstande. Men det er stadig vanskeligt at forklare udbredelsen fra Jylland til Ukraine. Har der været særlige gode forhold for kommunikation ad denne vej, har der måske boet beslægtede folk i ”begge ender” af udbredelsen?

Også i Danmark er udbredelsen lidt underlig, idet der næsten ikke findes kronhalsringe på Sjælland. Her er der en anden type halsring, der nedlægges i moser og vådområder, nemlig den såkaldte kuglehalsring, der – som navnet antyder – afsluttes af to kugler, nogle gange med keltisk-prægede ornamenter.

Kronehalsringen – oprindelsen er usikker.

Det er vanskeligt at sige, hvorledes kronehalsringen er opstået. Det er foreslået, at de er blevet udviklet fra keltiske ringe med ”buler”, men hurtigt er udviklingen gået i særlige retninger og de mærkelige kantede ”kronetakker” blev et kendetegn.

Flemming Kaul & Jes Martens har i Acta Archaelogica vol. 66 fra 1995 skevet en spændende artilel “Southeast European influences in the early iron age of southern Scandinavia – Gundestrup and the Cimbri”, der behandler emnet. Artiklen kan fås gratis på statsbiblioteket.dk.

Kim Hansen: For nogen tid siden faldt jeg over en artikel  Cimbri-chronology skrevet af David K. Faux omhandlende Kimbrernes og Teutonernes udbredelse.

Artiklen, der er på engelsk, handler både om hvem Kimbrerne var (muligvis keltere),   deres vandringer, krige og ikke mindst nogle spændende DNA undersøgelser, der forsøger at påvise deres udbredelse i Europa, hvor de har været bosat og hvor de stadig kan spores.

Hvis man læser siderne 40-45 og studerer kortet på side 43, så er der et påfaldende sammenfald både tidsmæssigt og rutemæssigt med det, som Flemming Kaul har beskrevet ovenfor.

==============================================================

Nationalmuseet har flere eksemplarer af kronehalsringe, som kan ses her.
Den viste kronehalsring nedenfor er stort set identisk med den, der er fundet på Fejø.

Foto: Lennert Larsen, Nationalmuseet

Foto: Lennart Larsen, Nationalmuseet