Anden Verdenskrig på Fejø

Tilsyneladende var der ikke direkte krigshandlinger eller aktioner under den Anden Verdenskrig på Fejø.

Anden Verdenskrig på Fejø

Sylvest Jensen luftfoto, Kgl.Bibl. 1952

På et tidspunkt var der på Fejø besøg af nogle tyskere, som på den højtbeliggende ejendom på Herredsvej 144 (senere brændt og genopbygget) lavede opmålinger til anlæg.
Tyskerene var meget interesserede i “kikket” mod nord i retning ud over Kagevigbugten.

Man mente, at de på det høje punkt, hvor gården lå, havde planer om at placere et befæstet anlæg med kanoner m.v..

Formålet skulle være at kunne forsvare luftrummet over Fejø og over mod Vejrø.
Luftrummet hen over Vejrø og Fejø blev nemlig ofte benyttet af allierede flyvere, der var på vej til- eller hjem fra bombetogter i Tyskland. Ofte blev disse beskudt at tyske skibe og fly når de passerede gennem Storebælt. Derfor kunne en placering af kanoner, hvor gården lå, give god mening.

Det nærmeste Fejø, mig bekendt, kom på egentlige krigshandlinger var, da et engelsk bombefly måtte droppe 3 bomber ved Skalødæmningen eller da et Lancaster fly havarerede også ved Vejrø og en død soldat drev efterfølgende i land på Skalø.
Om flyene var skadede eller blot fik problemer med motorerne er der ikke efterretninger om.

Der var tilstrækkeligt med fødevarer på Fejø

Indirekte var øen naturligvis ramt af samme rationeringer og mangel på mange dagligvarer ligesom resten af landet. Eksempelvis var der mangel på brændstof, klæder  og i det hele taget på stort set alle importvarer.
Fødevareforsyningen på Fejø var muligvis endda lidt bedre end for landet som helhed grundet øens isolerede beliggenhed. De mange landbrug kunne meget nemt forsyne lokalsamfundet med de helt basale fødevarer såsom kød, grøntsager og frugt. Hertil kom det etablerede fiskeri, som også kunne bidrage med fødevarer.

Jeg har valgt at opdele min fortælling i disse 3 punkter:

  1. Personer som var involveret i krigen på den ene eller anden måde på dansk side.
  2. Lokal sortbørshandel eller hvad man skal kalde det.
  3. Lokale medlemmer af DNSAP (Nazister).

Personer fra Fejø der var involverede i krigen på dansk side

Anden Verdenskrig på Fejø

Min far, Hans Hansen, der som ung kom ud at sejle, havde ikke den store lyst til at blive indkaldt som soldat under krigen.
Derfor tog han ind på rederiet ØK’s hovedkontor, hvor han vidste de manglede søfolk, og søgte hyre. Efter en halv times tid var han fritaget for værnepligt og hyret af ØK til deres flåde.

Betingelsen var dog, at han skulle sejle i ”allieret tjeneste”, som det hed. Det betød at han blandt andet kom til at sejle med forsyninger af fødevarer til Norge, hvor man led under stor mangel på disse. Han sejlede også i konvoj med forsyninger sammen med den amerikanske flåde. I den anledning blev hans skib engang torpederet i Middelhavet og han måtte en tur i ”baljen” som han sagde. Han slap heldigvis helt uden men på daværende tidspunkt.

Mange år efter krigen fik far besked om at han var tildelt en æresmedalje fra den norske stat, som det var hensigten han skulle hædres med på den norske ambassade.
Fars reaktion var: “Jeg skal fandme ikke have nogen medalje” – så  her mange år efter ligger den måske stadig på ambassaden og venter.

Anden Verdenskrig på Fejø

Købmand Otto Walther Hansen, min fars fætter, på Herredsvej 252, var knapt så heldig. Walther var politibetjent på havnen i Helsingør og blev sammen med en væsentlig del af det danske politi taget og interneret af tyskerne den 19. september 1944.
En medvirkende del af årsagen til at politiet i Helsingør blev taget, var at tyskerne mistænkte dem for at hjælpe- og se gennem fingrene med transporten af jøder over Øresund til Sverige. Walther blev sammen med mange andre politibetjente overført og interneret i koncentrationslejren Neuengamme – og senere overført til Buchenwald..

Walthers søn, Asbjørn Palmberg, fortæller at hans far kom hjem med greve Folke Bernadottes hvide busser, som kørte fra Tyskland til Sverige. Kz-fangerne kom i karantæne i Sverige for at se om de havde tuberkulose inden de kunne vende tilbage til Danmark.

Jeg  havde mens jeg gik i folkeskolen feriejob, hvor jeg kørte rundt med mælkemanden ”Bixer” (Børge Hansen) i sommerferierne sidst i 1960erne.
Herfra husker jeg specielt en episode hos Walther, hvor der i butikken var en enkelt kunde: En stor tysker i shorts med en stor ørn tatoveret på ryggen.
Walther stod koncentreret og slog tyskerens varer sammen på regnemaskinen da tyskeren spurgte “Wo haben sie deutsch gelernt”. Hertil svarede Walter, meget kort og lakonisk: “Neuengamme” mens han ufortrødent fortsatte ved regnemaskinen.

Tyskeren afsluttede meget hurtigt handlen, pakkede varerne sammen og forlod butikken. Walthers eneste kommentar var: “Det var fandens så travlt han fik” mens han slog en stor latter op.

Lokal sortbørshandel

En af det danske politis opgaver var at kontrollere produktionen og forbruget af varer.
Da det danske politi blev interneret af tyskerne, havde disse ikke selv ressourcer til at erstatte kontrolarbejdet. Herved blev grundlaget for en voksende sortbørsøkonomi skabt.

Anden Verdenskrig på FejøKøbmand J. Almar Mortensen på Herredsvej 127 havde ekstra rationeringer af benzin, da han havde bil hvormed han havde pligt til at køre for øens læge.
Under krigen havde han ry for at kunne ”skaffe” stort set alt og dermed hjælpe øens befolkning. Jeg husker at Almar i min barndom altid sagde:
Det vi ikke har – det skaffer vi.

Engang fik han ”besøg” af sortbørspolitiet i forretningen. De havde åbenbart fået mistanke om, eller hørt et eller andet. Heldigvis var der i forretningen en kunde, Ingvald Larsen, der boede Herredsvej 57f, som Almar var ved at ekspedere. Almar så sit snit til at få ”lusket” den sorte tegnebog (han havde en brun og en sort tegnebog) op af baglommen og pakket den ind sammen med en pose kaffe. Ingvald gik derefter hjem som om intet var hændt – og Almar klarede således frisag.

Historien har jeg som knægt fået fortalt både af Almar og Ingvald, som begge med ærefrygt kunne more sig når de tænkte tilbage på episoden. Mine forældre, blev sidst i 1950erne nabo til købmand Almar, hvorfor jeg kendte ham særdeles godt gennem mange år som et utroligt godt og hjælpsomt menneske.

Frugtsagen i 1945 var – i hvert fald ifølge pressen og krisepolitiet – en meget stor sag på Fejø. Sagen omhandlede salg af frugt til opskruede priser – højere end de tilladte maksimalpriser.

En københavnsk grosserer Kurt Rosen havde opkøbt 65 tons frugt på Fejø. Han havde i forhold til gældende maksimalpris betalt en overpris på 11 øre pr. kilo. Dertil kom at størrelse og kvalitet ikke overholdt lovkravene. De 45 tons havde han solgt videre til jyske frugthandlere, hvilket medførte akut mangel på frugt i København, hvor frugthandlerne klagede over mangel på frugt. Transaktionen havde formentlig til formål at presse prisen yderligere op på de sidste 20 tons frugt, som Kurt Rosen opbevarede i en bunker i København.

Med nutidens øjne kan diskutere hvor stor “forbrydelsen” var – man forsøgte jo bare at optimere indtjeningen!

Lokale medlemmer af DNSAP

På Fejø var der også personer, der sympatiserede med tyskerne og som var medlemmer af nazistpartiet DNSAP. Helt præcist optræder der 4 navne på personer fra Fejø i ”Bovrup Kartoteket”. Dette kartotek er en afskrift at Nazilederen Fritz Clausens medlemskartotek, indeholdende navne og data på de 22.509 danske medlemmer af DNSAP.

Frihedskæmperne beslaglagde kartoteket og kopierede det umiddelbart efter befrielsen
I 1946 blev kartoteket illegalt udgivet og solgt i trykt form af modstandsbevægelsen, i utilfredshed over myndighedernes håndtering af retsopgøret. Udgivelsen fra 1946, der i dag kendes som Bovrup Kartoteket, har siden været klausuleret af myndighederne.
I dag koster de originale eksemplarer en mindre formue, men i 2017 blev kartoteket genoptrykt og kan i dag købes her.

Kartoteket omfatter navne på medlemmer, som helt overordnet kan inddeles i 3 grupper:

  1. De, der indmeldte sig før Tyskland annekterede Østrig i 1938.
    De havde på daværende tidspunkt sandsynligvis ikke rigtigt set hvad nazismen i virkeligheden gik ud på.
    Havde de straks meldt sig ud efter besættelsen af Østrig, kunne de havde været undskyldt. Det var dog meget få, som benyttede den mulighed.
  2. De, der meldte sig ind efter besættelsen af Østrig.
    De måtte fuldt ud på det tidspunkt have gennemskuet, hvad Nazismen stod for, og for dem er der ingen undskyldning.
  3. De, det meldte sig ind efter Danmarks besættelse den 9. April 1940.
    De var ganske enkelt landsforrædere, der måske håbede på at Tyskland ville vinde krigen og som derfor så mulighed for at kunne drage fordel af denne sejr efterfølgende.

Medlemmer af DNSAP fandtes i så godt som alle samfundslag og erhverv i Danmark.
Godsejere, gårdejere og erhverv med tilknytning til landbruget var dog væsentlige grupper af medlemmer. Muligvis var en medvirkende årsag for disse, at besættelsen af Danmark var rent strategisk fra Tysk side. Tyskerne havde nemlig hårdt brug for Danmarks produktion af fødevarer. Holdningen var i landbrugserhvervet, som før krigen havde været hårdt presset økonomisk, at de fra tysk side ville kunne opnå en tiltrængt øget indtjening.

De 4 medlemmer fra Fejø er for længst døde, men på trods heraf finder jeg ikke anledning til at anføre navne her. Dem kan de med særlig interesse selv grave frem.
Tre af disse medlemmer var beskæftiget indenfor landbrug og beslægtet erhverv og den sidste indenfor liberalt erhverv.

Den første blev indmeldt den 15. januar 1935. To brødre blev indmeldt den 7. marts 1941. Den sidste, som blev indmeldt den 29. marts 1943, var efter sigende mentalt ustabil og vidste ikke rigtigt hvad han havde med at gøre. Han døde kort efter befrielsen i 1945.
Ingen af de 4 ses at være udmeldt af partiet – det kan man så sammenholde med punkt 1-3 ovenfor.

Jeg tror næppe, at de på nogen måde har været aktive og har ønsket at skade landet. De har sandsynligvis blot sympatiseret med partiets program på den ene eller anden måde. Om de opnåede nogen personlig vinding ud over vanæren, tillader jeg mig at tvivle jeg på.
Med hensyn til repressalier, så har jeg hørt, at der efter befrielsen på den først indmeldtes hoveddør blev malet et hagekors.
Andre konsekvenser har jeg ikke kendskab til – ud over ”snakken”.

Det gamle ordsprog, “Det er menneskeligt at fejle, når blot man lærer af sine fejl”, passer vel meget godt her. Hvorvidt de 4 så virkelig lærte noget af det inderst inde, skal jeg ikke kunne sige.

Korrektioner og/eller tilføjelser til ovennævnte modtages med tak.