Skaftlapøksen

I sommeren 1932 dukkede endnu et spændende fund op på Fejø.
Der var tale om en meget sjælden ca. 2000 år gammel økse – en såkaldt Skaftlapøkse af bronze – 17 cm lang. Navnet hentyder til de 2 tungeformede lapper, som har til formål at holde et kløvet skaft på plads.

Skaftlapøksen

Henrik Thrane beskriver i Nationalmuseets Arbejdsmark 1971 fundet således:

En økse fra stranden.

Nord for Lolland ligger de 2 småøer Femø og Fejø, der begge har givet så fornemme fund, at de ikke kan have været uden betydning i oldtiden.
Da gårdejer Hans Peter Jensen i sommeren 1932 var nede på Fejøs Østerstrand for at hente et læs tang, bemærkede han i det knædybe vand mellem hestens bagben en økse på havbunden. Øksen blev i 1970 modtaget på Nationalmuseet som Danefæ og vil efter konservering blive deponeret på museet i Maribo.

Bronzeøksen er 16,8 cm lang og ret velbevaret, om end overfladen bærer spor af at den har ligget og skvulpet i vandet mod bundstenene.
Det er en såkaldt skaftlapøkse, en for Danmark fremmed form. Fejøøksen er sikkert lavet i Mellemtyskland og tilhører overgangen mellem ældre og yngre bronzealder.

Nu så mange år efter er det håbløst at afgøre om øksen er faldet ned fra land eller skyllet ned fra havet, eventuelt fra et vrag. Der er ingen tvivl om, at Skaftlapøksen kom herop med skib, men om den nåede sikkert frem til sit bestemmelsessted ved vi ikke.

Skaftlapøkse - monteret på træskaft

Skaftlapøksen var et ubetinget godt arbejdsredskab

Forsøg har vist at en egestamme med en diameter på 40 cm. kan gennemhugges på 40 minutter. Nogle Skaftlapøkser har indstøbt et øje således at hovedet har kunnet surres fast til skaftet. Dette er ikke tilfældet med eksemplaret fra Fejø.

Glenn Abramsson har i et kompendium til det arkæologiske tidsskrift HARJA skrevet:

De såkaldte skaftlapøkser stammer fra yngre bronzealder. Navnet hentyder til de høje sidekanter eller “lapper”, der er bøjet ind over øksens nakkeende eller midterparti for at holde et kløvet træskaft på plads. På nogle af økserne er der desuden en øsken på siden til fastbinding af skaftet. I formen er der visse lighedspunkter med våbenøksen “pålstaven” fra ældre bronzealder, men i modsætning til pålstavene, som er fremstillet her i landet, er de fleste af skaftlapøkserne formentlig produceret i det nuværende Tyskland og indført derfra.

Skaftlapøkserne indgår som regel i offerfund sammen med andre bronzegenstande, men der kendes også̊ fund, som udelukkende består af denne type økser. Hvordan den sjældne økse, som er en importvare, er havnet på Fejø kan man kun gisne om. De efterhånden mange og meget flotte og sjældne genstande, der er fundet på øen, vidner dog på en måde Fejøs dens betydning i fortiden.

Danefæ med forkert anført fundsted.

Skaftlapøksen, der er erklæret danefæ, kan ses på Stiftsmuseet i Maribo.
Her den beklageligvis ved en fejl er beskrevet som stammende fra Godsted!!!!!!!
Skaftlapøksen burde tilbageleveres til Ø-museet, hvor den ville komme til sin ret.