På en strandtur bemærkede jeg på strækningen mellem Skovnakken og Briet en form for anlagt kystbeskyttelse – ikke en egentlig dæmning, men snarere en sikring af kysten – et såkaldt ”Stenglacis”.
Stenglaciets forløb markeret med rødt
Dette stenglacis / kystsikring havde jeg aldrig set eller hørt om før – så min nysgerrighed var straks vakt: Hvem har anlagt det, hvorfor og hvornår?
På kortet nedenfor, kan man på nordsiden af Skovnakken mod øst over til Briet læse teksten:
”Hvad der ligger udenfor den med røde XX betegnede sorte linje er ødelagt ved stormflod”
Kilde: Historiske kort på nettet (Opmålt i 1798 med senere optegninger senest 1956)
Teksten gør at man straks får den tanke at anlægget af skyldes stormfloden i 1872.
Hvem anlagde stenglaciset ved Skovnakken
Foto: Det Kgl. Bibliotek – Sylvest Jensen luftfoto
I følge oplysninger fra flere af den daværende ejer af “Bøgehavegaard”, Morten Pedersens tipoldebørn, er det ham, som er ophavsmanden til anlægget.
Morten Pedersen var født i 1824 og døde i 1892.
Om han var alene eller fik hjælp af karlene på gården er uvist, men man hælder mest til, at det var ham selv, der ved hjælp af en hest fik trukket stenene op på land og placeret hvor de stadig ligger.
Årsagen til stenglaciset
Årsagen til at stenglaciset ved Skovnakken blev opført, skulle være gentagne oversvømmelser og ikke mindst stormfloden i 1872.
Når man ser på placeringen af stenene, er jeg ikke overbevist om at gentagne oversvømmelser var årsagen for anlægget. Stenene ligger helt nede ved den normale daglige vandstandslinje i en brede på godt 3 meter. De bagvedliggende marker ligger rent faktisk et par meter højere, hvilket ikke vil give oversvømmelser under normale forhold, men kun i helt ekstreme tilfælde.
På billederne nedenfor, fra Google Maps, kan man se eksempler på at der nogle steder er påbegyndt et ekstra stenglacis (længere ude) parallelt med det eksisterende. Om det var for at flytte det hele længere ud eller om det var for ekstra beskyttelse skal jeg ikke kloge mig på.
Helt ude på spidsen af Skovnakken kan man også se et par anlagte buer/arme som beskyttelse mod erodering. Om disse også er anlagt af Morten Pedersen er uvist.
Man kan kun imponeres over dette bygningsværk – sandsynligvis udført af en enkelt mand med en hest til det tunge arbejde.
Jeg har opmålt længden med GPS til 700 meter og den gennemsnitlige bredde til 3 meter.
Antallet af sten har jeg, efter flere målinger, beregnet til et sted mellem 7.000 og 8.000 stk.
Et overordentligt imponerende stykke anlægsarbejde, som må have taget flere år, og som måske er gået videre til næste generation. Imponerende fordi det stadig stort set ligger som det gjorde da det blev anlagt. Det samme kan man ikke sige om dæmningen ved Kagevig/Skalølille, som blev anlagt i 1949 og som mere eller mindre er nedbrudt i dag.
Fejø Bådeværft startede på Bøgehavegaard
En af Morten Pedersens sønner, Jørgen Kristian Mortensen, startede i øvrigt det senere Fejø Bådeværft på Bøgehavegaard
Ejnar Mortensen, der var barnebarn af Jørgen Kristian Mortensen, fortæller i sin beretning om Fejø Bådeværft:
I 1889 begyndte min farfar, Jørgen K. Mortensen, på den jolle, der skulle blive begyndelsen til et langt liv med både. Det var en hækjolle til skipper Kristian Nielsen her fra øen.
Min oldefar førte også dagbog, og i den stod at læse:
“4 marts 1889, fastelavnsmandag. Kristian har bygget en jolle til skipper K. Nielsen her. Den blev kørt afsted på slæde, og der var flag på.”
Den blev bygget ude på fødegården lige som den næste, der også var en hækjolle.
Den oprindelige Bøgehavegaard, som lå på Skovvej 38, brændte i 1959 hvorefter den blev genopført i sin nuværende udformning.
Den Store Danske skriver om betydningen af “glacis”
Glacis, (af fr. glacis, af oldfr. glacier glide, af glace is, af lat. glacies is), skråning uden for en fæstning; stenbelagt skråning ved dæmning el. kyst.