Østerby mølle

Østerby Mølle var oprindeligt placeret på matr.nr. 20d Østerby, omkring 300 meter ude af Brigetvej på den vestre side. På møllepladsen, der var frastykket den daværende skole i ”Brigethus”, lå indtil den 30. maj 1858 en stubmølle, hvor den brændte om natten. Stubmøllen, der gennem tiderne havde haft skiftende ejere, blev i 1854 overtaget af møller Hans Frederik Christiansen, som var flyttet til Fejø fra Nykøbing F.

Overleveringen siger at der allerede i 1200 tallet opførtes en mølle nord for byen Østerby. Det betyder at møllen, der brændte i 1858 langt fra har været den første mølle i Østerby.
På et gammelt kort fra 1776 ses aftegnet stubmøller både i Vesterby og Østerby

På kortet fra 1862 er Østeby Mølles oprindelige placering vest for Brigetvej markeret med en blå ring. Den nuværende placering på Herredsvej 276 er markeret med en gul ring.

H.F. Christiansen opførte en ny mølle af hollandsk type for forsikringssummen på 2.445 rigsdaler. Efter H.F. Christiansen død i maj måned 1860 får den nye hollandske mølle skiftende ejere frem til 1893, hvor Gerhard Christensen overtager møllen af sin svigerfar.

Ved folketællingen i 1901 er Gerhard Christensens erhverv anført som ”mølleri og bryggeri”. Læs beskrivelsen af Bryggeriet Fejø her.

Østerby mølle flyttes og gøres højere.

Gerhardt Christensen flytter i 1905 møllen til dens nuværende placering bag ved ejendommen Herredsvej 278 og i den forbindelse gøres den en del højere, idet der tilføjes en muret undermølle til sigteri med mere. Denne mølletype kaldes ”Gallerihollænder”.
På billedet ses møllen under genopførelsen i 1905.

Årsagen til flytningen kan være, at den nye mølleparcel var bedre placeret end grunden på Brigetvej, og at man ønskede at gøre den højere for derved bedre at kunne udnytte vinden. Gerhard Christensen fik også møllen lidt tættere på sin bopæl på Herredsvej 279. Sønnen Poul Christensen overtager mølle og forretningen i 1931 og driver den indtil sidst i 1960erne. Herefter forfaldt møllen ganske meget frem til midt i 1990erne.

Heldigvis overtog Fejø Møllelaug med en masse initiativrige fejbattinger møllen i 1998 – og idag fremstår møllen meget smuk og totalrenoveret.

Ud over at være et flot vartegn for Fejø, fungerer møllen idag også som øens turistinformation, koncertsted og som samlingssted for et utal af arrangementer.
Østerby mølle var i øvrigt et af de 3 steder på Fejø, hvor et af programmerne til X-Factor 2015 blev optaget.

www.fejoemoelle.dk

Fra hestevogn til traktor med vogn på ca. 20 år