I følge Wikipedia er et øgenavn et navn, som ikke er officielt i følge kirkebogen, men som typisk gives af venner eller fjender til en person eller firma i en lidt nedsættende betydning.
Ordet øgenavn kommer fra det oldnordiske aukanafn.
Vores ”øgenavne/kælenavne/tilnavne”, eller hvad vi nu måtte kalde dem, sætter ofte kulør på en måske lidt kedelig hverdag.
Disse har ofte en ren praktisk, anerkendende eller decideret nedladende funktion, som fortæller noget om personen f.eks. smede Karl, kloge Åge eller Lars tyndskid.
I vikingetiden var der ikke var mange navne at vælge imellem. De fleste havde blot et fornavn, som kun i få tilfælde blev suppleret med faderens navn tilsat et ….son/søn som efternavn. Defor havde et “tilnavn” store fordele når man skulle kunne skelne den ene person fra den anden.
Vikingerne var utrolig kreative og kontante i valget af tilnavne, hvilket jeg nedenfor giver et par eksempler på.
Navne som Harald Blåtand, Erik den Røde, Ketil Fladtud , Tordt Fedtvom beskrev personen godt via udseendet. Torolf Luseskæg havde øjensynligt udfordringer med den personlige hygiejne mens Asmund Vrikkerøv, grundet hans adfærd, måske blev betragtet som lidt ”løs i håndleddene”.
Personer med tilnavne som Erling Røvhul, Hedin Hardmagi (hårdmave) og Øjstein Dårligfjert har man sandsynligvis holdt en vis afstand til.
Man må antage at Kolbein Smørpik eller Herjolf Skrumpenosse ikke har haft tungtvejende grunde til at aflægge Gudrun Natsol (skøge) et besøg, hvis ellers deres tilnavn stod til troende.
Øgenavne findes alle steder – også på Fejø
Selvom persongalleriet varierer fra sogn til sogn, vil man kunne støde på lignende personer med tilsvarende mere eller mindre skæve øgenavne i byer over hele landet.
De mere bemærkelsesværdige persontyper i de små lokalsamfund har det med at få klæbet et rammende og beskrivende kaldenavn på sig. Her fortæller folk bramfrit hvordan de umiddelbart opfatter en anden person. Ofte oplever man at en persons rigtige navn er gået i glemmebogen fordi det altid har været tilnavnet, som har været brugt.
På Fejø har man også brugt øgenavne – dog ikke helt så bramfrit som i vikingetiden.
Jeg har gennem årene lavet en liste med en del af disse øgenavne på Fejø. De er for overskuelighedens skyld opdelt i 4 undergrupper efter baggrunden for øgenavnet.
Formålet kan enten være neutralt eller positivt ved:
- at beskrive personens erhverv
- at beskrive personens fremtræden
- at beskrive hvor personen stammer fra eller har bopæl
eller negativt ved:
- at beskrive personen nedsættende (i denne gruppe er også anført ukendte årsager)
Listen er langt fra fyldestgørende – så har en af jer læsere en rettelse, tilføjelse eller et navn som mangler på listen, så send mig en mail.
Forskning i øgenavne
Professor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab Michael Lerche Nielsen, der har forsket i øgenavne siger:
Det er værd at bemærke, at fordi et øgenavn er grimt, behøver det ikke udelukkende at være negativt for den person, der modvilligt er kommet til at bære det. Ofte vil man sige, at det ikke er særlig rart at blive kaldt et grimt øgenavn. Sammen med et øgenavn ligger der nemlig også en anerkendelse. Navnet gør, at man er en del af fællesskabet og de, der bliver marginaliseret eller mobbet ud, vil ofte ikke få et øgenavn.
Øgenavne har altså en social funktion og er en vigtig del af en social gruppedannelse, understreger forskeren. Det ser man i høj grad i militæret, hvor nye rekrutter ofte får øgenavne efter den by, de kommer fra.
Det er en måde at signalere på, at nu træder den unge soldat ind i en ny verden og indtræder i en ny rolle. Man ser det også på store industrivirksomheder som for eksempel på skibsværfter, hvor de ansatte har særlige navne. Øgenavnene er en helt essentiel del af måden, vi organiserer os på. Det har noget med hygge og uhygge at gøre, om hvorvidt man føler sig hjemme og eller som en fremmed. Derfor er øgenavnene ikke helt så uskyldige, som man umiddelbart skulle tro.
Traditionen med give de særlige karakterer i lokalsamfundet specielle navne er dog muligvis på retur. I forbindelse med at man har fået større og større mobilitet, er systemet med øgenavne i lokalsamfundet også kommet under pres. Man vil sjældent tage et øgenavn med sig, hvis man flytter fra landet til en større by. Årsagen er at man i storbyerne er så meget privatmenneske, at man sjældent indgår i sammenhænge, hvor øgenavne giver mening.
Fra negativ til positiv betegnelse
Et øgenavn kan over tid kan ændre sig fra at være negativt ladet til i stedet at blive betragtet som et positivt tilnavn.
I “gamle dage” blev betegnelsen “Fejbatting” opfattet som en nedladende betegnelse for en person, der kom fra Fejø.
Ordet er sammensat af 2 led, FEJ og BATTING, hvor det første led (FEJ) henviser til Fejø og hvor det andet led (BATTING) betegner en fugleunge, der sidder på redekanten og som knapt nok er flyveklar.
I dag er det faktisk både positivt og attraktivt at kunne kalde sig en Fejbatting, idet Fejø har fået et positivt image i resten af landet.