Morten Ores chatol

Historien om tyveriet i 1872 af 500 Rbd. fra chatollet hos Morten Ore, Avernakkegaard er i sit indhold og den efterfølgende juridiske afklaring med afhøringerne af tjenestepigen Bodil Kirstine Oline Christiansen – herefter Line – og sømanden Niels Andersen Petersen velbeskrevet hos Georg Wiingaard (i bogen ”Dem fra Lolland”, 1954) og hos Markus Hummelmose (i bogen ”Gammeltid på Fejø”, 1973).

Sidstnævnte bog er i det væsentligste en gentagelse af indholdet fra Wiingaards gennemgang. Dog er der tilføjet en yderligere og på det tidspunkt en ikke dokumenteret specifik information. Den anførte tilføjelse er om placeringen af de af Line stjålne penge til en mand, hun havde mødt ”denne mand, som boede i det lille hus på sydøst hjørnet ved Dommervejen” – beliggende Herredsvej 168, der i dag er delvist nedrevet.

Selv om gennemgangen hos de to omtalte forfattere på de fleste områder er korrekte, så indeholder Wiingaards beretning en del fejlslutninger og romantiseringer. Disse kan i dag
tilbagevises, som værende ukorrekte.

Efterfølgende gennemgås i betydelig udvidet form begivenheder og forhold, som medvirker til at bekræfte den anførte adresse, men som samtidig uddyber forhold i tiden omkring Lines liv og færden og det resultat, der kom ud af forløbet for at kunne vurdere begivenhederne set med datidens øjne.

===============================================================

Baggrund for historien

Beretningen om Morten ”Ores” Chatol tager sin begyndelse, da Morten Mortensen, som hans fødenavn var, mandag den 4. marts 1872 henvender sig på Dommergården for at anmelde et tyveri. Tyveriet var begået på hans ejendom Avernakkegaard dagen før mens han havde været på et kort besøg hos en datter i nærheden.

Morten, havde fået tilnavnet ”Ore”, som egentligt betyder “et overdrev”. Ore hentyder til at Avernakkegaard, som er en udflyttergård, ligger helt ude på overdrevet eller engarealet på den sydvestlige spids af Fejø.
Morten, der var relativt velstående, havde foruden Avernakkegaard, ligesom flere andre fejbattinger, eget skib i søen som gav en god indtægt.

Kort fortalt var der, i hvert fald fra birkedommerens side, mistanke til 2 personer under hele forløbet for tyveriet.

1. En tjenestepige Bodil Kirstine Oline Christiansen kaldet “Line”, som tjente på nabogården Strandgården beliggende Avernakkevej 6. Line skulle tidligere havde tjent hos Morten Ore på Avernakkegaard.
2. Sømand og husmand Niels Andersen Pedersen, kaldet Niels “Møller”. Niels boede på Storemosevej 50, som nu er nedbrændt, og var efter sigende Morten Ores bedste ven.

Wiingaard beskriver flere forhør af Line, der dog klarer frisag hver gang. Niels Møller var derimod ikke lige så heldig, idet han flere gange blev arresteret og underlagt strenge forhør.
Det har ikke været muligt at finde protokoller med optegnelser fra disse forhør.

===============================================================

Bodil Kirstine Oline Christiansen

Bodil (Line) var 3 barn af 6 fra ægteskabet mellem skomagersvend Christian Nielsen Christiansen (1811-1859) og Abelone Margrethe Olsdatter (1813-1866). Faderen ændrede undervejs job fra skomager til slagter med bopæl på det nuværende Herredsvej 57 E (matr. nr. 56c, Vesterby) i årene 1836-1842, Line var født i 1841. Senere flyttede familien til adressen Herredsvej 123 (matr. nr. 82a, Vesterby), der forblev bopælen for enken i uskiftet bo til 1861. På det tidspunkt var Line for længst flyttet hjemmefra til Femø.

Trods familiens størrelse blev dens tilstedeværelse på Fejø begrænset. Med faderens død med Line som 17 årig og søskendes afrejse efter konfirmationerne, blev Line tilbage med sin moder, der døde, da Line var 25 år. Herefter var Line familieløs på øen.

Ved sin konfirmation i 1856 blev hun af præsten med hensyn til kundskaber vurderet til karakteren ”tg” (temmelig godt), der udtrykker en præstation svarende til at være dumpet. Til gengæld var hendes opførsel ”mg” (meget god). På det intellektuelle område var det med begrænsede evner, hun nu trådte ind i de voksnes rækker.

Hendes tilværelse var i hele livet som ugift at varetage opgaverne som tjenestepige rundt på øerne og på Lolland.

Lines 1. barn

Den 2.6.1866 føder Line en søn – kaldet Ole Christiansen – antagelig opkaldt efter en tidligere afdød storebroder. Godt 5 måneder senere dør Lines moder.

Som barnefader er udlagt husmand og arbejdsmand Frederik Christian Eriksen (1820-1877 død ved hængning) gift med enken Ane Margrethe Rasmussen (1815-1903), der ved ægteskabet medbragte en søn. Sammen fik parret yderligere 4 børn i perioden 1846-1855.

Familien boede på Dalmosevej 6 (matr. nr. 68, Vesterby), som hustruen havde overtaget ved første mands dødsfald og beboede til 1893.

Det er næppe sandsynligt, at barnefaderen har haft omgang med sin søn, hvis fremtid blev lagt i hænderne på det offentlige. Den 4.12.1866 forespørger Fejø Sogneforstanderskab ved sognepræst  P.C. Garde således Stiftamtet:

Den 2.den Juni d. A. fødte det ugifte Fruentimmer Bodil Christine Oline Christiansen en uægte Søn, Ole Christiansen, til hvem Huusmand her paa Øen Frederik Eriksen er udlagt som Barnefader. Da Fattigvæsenet nu har maattet overtage dette Barns Forsørgelse, tillader Sogneforstanderskabet sig herved at bede det høie Stiftamt om Resolution for, hvad Forældrene bør bidrage dertil, idet vi foreslaar for Moderen 8 Mark om Aaret og for Barnefaderen 11 Mark om Aaret.

(Beløbsopgørelse: 1 Mark = 16 Skilling. Ved møntreformen 1873 = 32 øre)

Resultatet af forespørgslen kendes ikke, men det kunne tyde på en løsning inden fattiggårdens etablering før 1870, da det ved folketællingen i 1870 viser sig, at barnet optræder som plejesøn hos ægteparret Johan Larsen og Nicoline Christine Knudsen, Herredsvej 168. Ole er markeret med rød stjerne på billedet nedenfor. Det er eneste gang, at Ole optræder i kirkebøger eller ved folketællinger på Fejø.

Anbringelsen af sønnen hos nævnte plejefamilie kan ikke være Line ubekendt, da hun i de sene 1860´ere var tjenestepige i Vesterby på gårdene ved Avernakke. Altså på samme tid, hvor sogneforstanderskabet etablerer plejeaftalen. Med denne viden om sønnens placering har Line også kendskab til plejeforældrene, hvilket har betydning senere i forløbet.

Lines 2. barn

Umiddelbart efter afslutningen af forhøret omkring pengetyveriet i april 1872 rejser Line til Lolland. Hvortil og hvor længe, hun er væk, vides ikke, men det kan konstateres, at hun 15.8.1875 ifølge kirkebogen føder endnu en uægte søn – navngivet Peder Christiansen – med en udlagt barnefader skipper Hans Larsen, Svinsbjerg, Horslunde.

Om ham ved vi intet, og han er ikke involveret i den efterfølgende fastlæggelse af de økonomiske vilkår. Derimod ved vi, at ved barnets fødsel bliver dette og moderen Line indskrevet på Fattiggården i Vesterby. Her opholder Line sig til sin død 19. december 1877 som ugift 36-årig efter 6 uger med sygdommen ”Suppurativ knæledsbetændelse” – det var før opfindelsen af antibiotika!

Peder konfirmeres 1889 og er i tjeneste hos gdr. Hans Danielsen i 1890. Resten om ham er ukendt.

Tyveriet opklares

Den 19.12.1877 skriver provst Harald Paludan til birkedommer Lund, at han i forbindelse med meddelelse til Line af ”Faderens Sacremente” fik den viden, at hun var den person, der stjal beløbet 500 Rigsdaler (=1000 Kr.) hos nu afdøde Morten Mortensen (Ohre), men at oplysningen først måtte åbenbares efter hendes død.  Line døde den 19.12.1877.

Af hendes forklaring fremgår, at

”hun havde leveret Husmand og Baadfører i Vesterby, Johan Larsen de stjaalne Penge, som han uden at erkyndige sig videre om, hvorfra eller hvorledes hun var kommen i Besiddelse af saa mange Penge, dem hun da ikke kunde antages at have erhvervet sig paa ærlig Viis – lagde i sin Bordskuffe, hvor hun formener de endnu maatte findes. Bevis for betroede Penge havde Johan Larsen ikke givet hende lige saa lidt som han nogen Tid havde svaret hende Renter i alle de mange Aar, han havde havt Pengene i sit Værge.”

Ikke nogen lang beskrivelse eller begrundelse for Lines adfærd. Da det må formodes, at denne henvendelse er den eneste information fra Lines dødsleje, står indholdet i stærk modstrid med udlægningen af samtalen mellem de to personer, som Wiingaard omtaler i sin bog (jf. senere).

Hvad Line udtaler nu er i sin korthed, at hun opfattede Johan Larsen som en ”bank”, hvor hun senere kunne få det ukendte beløb tilbage. Hun har åbenbart ikke givet tilladelse til, at Johan brugte pengene. I så fald måtte Johan betragtes som hæler?

Men spørgsmålet er, hvorfor hun henvender sig til Johan. Hendes sandsynlige eneste relation til ham er den rolle, han havde som plejefamilie af sønnen Ole eller måske fordi hun tidligere havde boet tæt på hans hus på Herredsvej.

Ved tyverisagens afslutning i 1878 kan det imidlertid konstateres, at pengene delvist er brugt af Johan – altså at Johan ikke har levet op til Lines forventning.

Og hvad ved vi så om Johan og hans liv?

Johan Larsen

Johan Larsen (1816-1905) bliver i 1845 gift med Nicoline Christine Knudsen (1814-1895) og køber ultimo 1846 ejendommen matr. nr. 74c beliggende Herredsvej 168. Købet omfatter et 3 fags hus med have og udbygges løbende, så der ved salg i januar 1875 til datteren kan laves en overdragelsesaftale, der omfatter forældrenes ret til livsvarig benyttelse af de 3 østre fag, fornøden pleje og begravelseshjælp, men ikke understøttelse til livets opretholdelse. Handlen omfatter løsøret.

”Med Hensyn til Stempelafgiften bemærkes, at den solgte Ejendoms Værdi i Handel og Vandel anslaas til 480 Kroner og Løsøret til 400 Kroner”. Beløbene svarer til hhv. 240 og 200 Rigsbankdaler før møntreformens ikrafttræden 1.1.1875.

Denne værdiansættelse er interessant sammenholdt med beløbet ved Lines tyveri – 500 Rigsbankdaler. Altså en tyverisum, som er større end værdien af den samlede hus- og indbohandel!

Med handlen er Johan og Nicoline økonomisk frigjort ved en delvis kontant betaling, og der er sikret livsvarig bopæl. Beløbet, som Line overbringer Johan, må derfor karakteriseres som en betydende sum i parrets hidtidige virke. Johan fortsætter som fisker og sømand og findes i efterfølgende folketællinger på koffardisejlads ved Afrika, men han findes også som beboer på Fattiggården, hvor han dør af alderdom i 1905.

Hvad skulle Johan så med Lines penge? Han sikrer sig en båd til sit fiskeri, og hvis Wiingaard skulle stå til troende, er det nærmest en galease, der bygges. Denne påstand må betvivles. Et sådant skib kunne på den tid ikke besejle Dybet Havn, hvor vanddybden var for lav. Endvidere skulle skaffes en besætning. Hvordan ville øens befolkning mon reagere, hvis et sådant større skib blev anskaffet af en person, der ikke hidtil har haft plads til større investeringer?

Derfor er det nok mere sandsynligt, at han anskaffede sig et mindre skib af jagttypen, som kunne bygges på øen og anløbe havnen. Det kunne forklares ved fortjenesten ved hussalget. Værdien fra dette skibs afhændelse umiddelbart efter Lines afsløring, kunne tyde på, at det var en sådan løsning.

I 1891 konstaterer farvandsdirektoratet, at Johan fisker ulovlig ud for havnen. Konklusionen på denne ulovlighed blev en advarsel. Da var han blevet 76 år og bosat på fattiggården. Nogen større skade kunne hans fiskeri næppe forvolde.

Forløbet efter Lines bekendelse

Der findes ingen dokumentation for, at der efter afsløringen foretages juridiske skridt mod den eneste tilbageværende fra sagen nemlig Johan. På det plan virker sagen som afsluttet. Derimod forsøges indhentet økonomisk kompensation til Morten Ores bo. At det var boet, der skulle tilgodeses, skyldtes, at Morten var død 25.7.1876 inden Lines bekendelse året efter.

Og den indhentede økonomi bestod i salg af den jagt, der tilhørte Johan, og som det antoges var bygget for “andres penge”. Hos Wiingaard anføres, at skibet, som havde fået øgenavnet “Pigkæppen” blev solgt på auktion. Der findes dog ikke dokumentation fra hverken retten på Fejø eller i Maribo på, at der har været en auktion. Mon ikke båden blot er blevet solgt til en interessent? Prisen kendes ikke eksakt, men af en avisannonce fra 21.9.1878 kan niveauet delvis udledes.

Annoncen er indrykket af Niels Andersen Petersen (kaldet Niels Møller), der i 1872 i 4 uger havde været tilbageholdt af birkedommeren på begrundet mistanke om at være tyven. Mistanken blev fjernet, og det var som kompensation for denne tort, at Morten Ores arvinger gav Niels en andel af provenuet. Annoncens ordlyd er interessant og flot, og den viser Niels´ glæde ved nu igen at kunne betragtes som en ærlig og ligesindet borger på Fejø:

 

Taksigelse
Undertegnede, Niels Andersen Petersen, som for 6 Aar siden i c. 4 Uger hensattes i Arrest,
som mistænkt for et hos Gaardeier Morten Mortensen paa Feiø begaaet Tyveri, bringer herved Arvingerne efter den nu afdøde Bestjaalne min bedste Tak for den smukke Maade,
hvorpaa de have søgt at give mig Opreisning.
Da den rette Tyv – en Pige, som tjente paa en nærliggende Gaard, – nemlig paa sit Dødsleie aabenbarede, at det var hende, som havde forøvet Tyveriet, og da Værdier for det meste af det stjaalne Beløb bragtes tilveie, gave ovennævnte Arvinger mig lige Deel med dem selv i det saaledes fremkomne Arvegods. For den mig derved ydede, uventede, men meget velkomne Gave, 112 Kr., bringes herved Arvingerne min tak – dog ikke saameget for Pengenes Skyld, som for den Erkjendelse, der ligger til Grund for Gaven, at jeg, fra Tyveriet blev begaaet, indtil den rette Udøvers Opdagelse ikke af mine Medborgere har kunnet været anseet for en Mand af uplettet Rygte.

Ærbødigst
Niels Andersen Petersen af Feiø.

Morten Ore havde i sine to ægteskaber 3 børn. Såfremt alle var i live betyder det, at 4 personer skal dele provenuet. Da Niels fik 112 kr. vil det samlede provenu kunne antages at være knap 500 kr. eller svarende til 250 Rigsbankdaler i 1872. Det er med annoncens ordlyd således ikke hele det stjålne beløb, der var indkommet fra bådsalget, men kun det halve. Denne divergens havde i 1878 ingen betydning.

Sagen var afsluttet bedst muligt og glæden var tilstede hos alle.

Sagsforløbet og indholdet i Wiingaards bog

I indledningen blev beskrevet, at Wiingaards bog var med en del fejlslutninger og romantiseret. Foranstående gennemgang har i et begrænset omfang påpeget enkelte forskelle mellem bogen og de faktiske forhold. Afslutningsvis skal yderligere elementer fremhæves for at dokumentere påstandene, men også for – måske – i andre relationer til oplysninger i bogen at stille spørgsmål til fremstillingen i 1954. Det har ikke i dag været muligt at finde en evt. forhørsprotokol fra 1872.

I bogen skriver Wiingaard bl.a.:

• at Line i sin adfærd på fattiggården gentagne gange skulle have råbt, at om hun skulle rådne op fra hæl til nakke, så tilstår hun aldrig det tyveri
• at Line under sin samtale med præsten på dødslejet havde sagt, hvorfor hun havde begået tyveriet som en gådefuld historie om gammel pigekærlighed
• nok nærmest en galease, der blev stillet på auktion i 1878
• efter meddelelsen om tilståelsen var kommet frem, fik Niels Møller beskeden af Morten Ore, der var hastet til ham. (Der omtales ikke, at Morten var død i 1876 og beskeden først kom i december 1877).
• afslutningsvis skrives: der gik nogle år hvorefter Morten og Niels gik med fortrolighed om hinanden… (Altså en yderligere forglemmelse, at Morten nu havde været død i en del år)

Flere af denne slags idealisering findes, men det kan måske heller ikke undgås, når informationen og baggrunden for forfatteren til dels baseres på skriftlige og mundtlige overleveringer af historien, og formålet med nærværende fremstilling er ikke her at bagatellisere en forfatteres arbejde og introduktion til en spændende sag.

Afslutning

Historien er spændende læsning. Ikke blot for selve begivenheden og dens afslutning, men også for beskrivelsen af ”hvordan en enfoldig og fattigforhutlet pige, som nogle brugte og ingen tog hensyn til” (Wiingaard).  Nok ikke en usædvanlig situation i datiden. Der var ikke offentlige myndigheder og institutioner, der kunne tage sig af den slags personer. De var overladt til sig selv og skulle klare sig på bedste vis under de vilkår, de nu kunne skaffe sig.
Line hørte ikke til blandt dem, det var eller gik bedst for i livet. Derfor blev det også kort med kun 36 år og 2 børn, hun ingen forhold – eller kendskab – havde til.
En trist tilværelse, men nok ikke usædvanlig.

 

 

Morten Ores chatol er i maj 2024 lykkeligvis vendt tilbage til Fejø, hvor det nu kan ses på Fejø Lokalhistoriske Arkiv og Ø-museum. Chatollet har indtil nu altid været i familiens eje.
Bag det midterste billedfelt i chatollet gemmer sig et hemmeligt rum – måske det var der Morten Ore havde gemt tegnebogen med de 500 Rigsdaler.

Arne Fredens & Kim Hansen, 2023