Manufakturhandlere

Manufakturhandlere har Fejø også været begunstiget med – en forretning i Vesterby og en i Østerby. Begge har haft 2 ejere gennem tiden.

Manufakturhandlere i Vesterby

På postkortet fra omkring 1905 ser man manufakturforhandler Holger Nielsen stående i døren ind til forretningen mens sønnen Aage ses foran den anden dør.

Man kan se at der handles med: klæde, hvide vare, mode og manufaktur.
I vinduerne er der udstillet eksempler
på forskellige varer fra sortimentet.

Forretningen, der oprindeligt lå på Herredsvej 122, blev i årene 1890-1912 drevet i lokaler, der blev lejet af gårdejer Niels Hansen, som var farfar til den nuværende ejer af ejendommen, der også hedder Niels Hansen

Manufakturhandlere

Privat boede familien Nielsen i et hus der lå på Herredsvej 118. Huset fik i 1912 bygget en forretningsdel til således at det hele var samlet et sted. Holger Nielsen var Vett & Wessel forhandler (Magasin du Nord).  Oprindeligt hed stormagasinet Vett & Wessel, men efter flere navneskift endte det med Wessel & Vett eller Magasin du Nord.

I 1942 overtog Sofie og Carl Ohm Pedersen forretningen. De handlede også med ugeblade og slik. ”Skrædder” Carl, der var uddannet skrædder syede bukser, jakkesæt og lignende for øens beboere. Butikken ophørte i 1974.

Manufakturhandlere i Østerby

I Østerby var det oprindeligt Hulda Petersen, der havde manufakturhandel på Herredsvej 215. Både selve forretningen og udvalget var noget mindre end hos Holger Nielsen i Vesterby.

Bå billedet nedenfor til højre er der besøg af handelsrejsende Johannes Hansen, Smedegade 17, 4200 Slagelse. Han ejede i følge motorregistret bilen med nummerplade
E898 i 1922. Billedet må dog være fra efter 1924 hvor den første færge (Vesta) som kunne medtage automobiler blev indsat på Fejø – Kragenæs ruten.

Forretningen blev overtaget af Inge og Freddy Christensen formentlig engang i 1950erne. Det var primært Inge, der passede forretningen, da Freddy Christensen et par dage om ugen fast kørte brødtur rundt på øen for bager Richard Vildenfeldt.

Som jeg husker forretningen, så havde man et meget stort udvalg af garn og mindre klæde og tøj. I dag er der ikke længere basis for den type forretning på Fejø – man må derfor en tur til fastlandet for at handle garn og beklædning.