Fejø Kirke

Fejø Kirke, der er bygget i perioden 1240-1265, er placeret idylisk helt tæt på øens sydkyst.

Den lidt atypiske afsides placering i forhold til “byerne” skyldes ifølge et gammelt sagn at beboerne i de 2 “byer” var nervøse for at de begravede på kirkegården skulle “gå igen” og lave uro i nabolaget. Derfor blev den afsides placering valgt.

Den virkelige årsag var, at kirken oprindeligt og helt frem til midten af 1500-tallet har været benyttet af de omliggende øer Askø og Femø som sognekirke indtil disse fik deres egen kirke. I kirkebøgerne kan man se at kirken også har været anvendt af beboerne på Vejrø i nyere tid.

At kirken i lighed med andre kystnære kirker tillige har været brugt som pejlemærke af de søfarende er oplagt. Se film om kirken.

Vindfløjen på tårnet bærer årstallet 1865 – måske er den opsat i anledning af, at man fejrede kirkens 600 års fødselsdag.

Fejø Kirke – viet til de søfarende

Kirken var i middelalderen viet til de søfarendes helgen Sankt Nicolaus. I 1979 fandt/genfandt den daværende sognepræst, Arne Hægstad, resterne af en figur forestillende Sankt Nicolaus indmuret i murværket i tårnet (ses på billedet til venstre).

Kirken, der kan henføres til den senromanske periode, fik i 1923 de gamle vinduer i romansk stil gjort mindre og ændret til de nuværende smallere vinduer i gotisk stil.
I tårnets vestgavl er et af de oprindelige store romanske vinduer bevaret. Kvindeindgangen i skibets nordside er muret til.

I Fejø Kirke er der ophængt 3 kirkeskibe.

Forrest ses orlogsfregatten “Enigheden” fra 1811, i midten “Ebenetzer” fra 1866 og bagerst koffardiskibet “Familien Iversen” fra perioden 1850 – 1904.

Fejø Kirke har tilknyttet 2 kirkegårde – den oprindelige, omgiver kirken og er omkranset af en meget smuk mur af natursten. Omkring 1880 var kirkegården efterhånden fyldt op og som konsekvens heraf blev etableret en ny anneks-kirkegård et par hundrede meter fra kirken. Denne nye kirkegård er efterfølgende blevet udvidet af flere omgange.

Imidlertid gør placeringen af den oprindelige kirkegård få meter fra kysten, at der i undergrunden er så meget saltvand, at de begravede konserveres i en grad, at genbegravelser ikke er mulig. Derfor anvendes den i dag alene til urnenedsættelser mens der på den nye er mulighed får både kistebegravelser og urnenedsættelser. I 2020 er der på et areal på den nye kirkegård etableret en skovbegravelsesplads.

Hvorfor var der behov for at ansætte en graver?

Årsagen kan læses i nedenstående – lidt makabre – brev og ansøgning fra 1884 fra Fejøs præst Niels Ewaldsen til Ministeriet for Kirke og undervisningsvæsenet:

 ” Man henvender sig, uagtet gentagne påmindelser, ikke til kirkeværgen, der bor temmelig afsides på øen og det er bleven skik at grave omtrent hvor man har lyst, da man nødigt vil have sine gravsteder på den nye kirkegård, der er blevet anlagt fordi pladsen på den gamle var optaget.

Følgen er, at det meget ofte hænder, at der bliver gravet på steder, hvor der for kun få år siden er blevet sænket kister. Disse slås da i stykker og spredes tilligemed deres indhold omkring, så jeg ved den første jordpåkastelse, jeg her foretog, så betydelige rester af tidligere begravne ligge spredt omkring eller samlet i dynger for senere at graves ned andetsteds.

Der kan anføres eksempler på, at man efter kun 6-7 års forløb, har gravet ned på samme sted, ja ved én lejlighed var det udgravne lig end ikke forrådnet og udbredte en sådan stank at graverkarlen måtte kaste den påbegyndte grav til igen for at grave andetsteds.

Det var jo meget ønskeligt om dette blev forandret og at der blev holdt gravorden på kirkegården, men da både kirkeværgen og kirkens betjente alle bo langt borte fra kirken, antager jeg det kun kan ske derved at man lønner en mand til som graver at bo i nærheden af kirken for at påse orden og grave, når det er nødvendigt.

Man har fundet en pålidelig mand, der er vel skikket til denne post og som er villig til at opslå sin bolig ved siden af kirken, såfremt han kan få et lille årligt tilskud. Ifølge ministerialbogen er gennemsnittet af døde 26,6 for årene 1874-1883 og dersom der tilsiges manden et tilskud af 50 kr. årligt, er han villig til at overtage posten”.

Den første graver – Hans Hansen – ansættes i 1884

Ansøgningen blev bevilget af Ministeriet for Kirke og Undervisningsvæsenet – og min oldefar Hans Hansen blev ansat i 1884.

Hans Hansen og hustruen Kirstine Hansen, som ses på billedet til højre, lejede ”Graverhuset”, som i 1877 var bygget af gårdejeren på ”Klokkely” til brug som aftægtsbolig.

Hans Hansen bestred graverjobbet i 20 år.
Efter hans død, fortsatte hustruen Kirstine på posten i yderligere 19 år – en temmelig sej dame!

Sønnen Andreas Hansen, der efterfulgte sin mor som graver, boede med hans hustru Marie i graverhuset indtil hans død i 1955.

Herefter overtog deres søn Hans Hansen graverjobbet, men overtog ikke lejemålet af graverboligen.

I dag benyttes “den gamle kirkegård” alene til urnegravsteder og “den nye kirkegård” primært til kistebegravelser.

Læs mere her:

================================================================

Gravere og ringere på Fejø:

Hans Hansen                        1884 – 1904    Den første graver – (min oldefar)

Kirstine Hansen                   1904 – 1923    Hustru til Hans Hansen – (min oldemor)

Andreas Hansen                   1923 – 1955    Søn af Hans og Kirstine – (min farfar)

Hans Hansen                         1955 – 1960    Søn af Andreas Hansen – (min far)

Gordon Larsen                      1960 – 1984

Jørgen Bruun Nielsen          1984 – 2002

Hanne Humble Hansen       2002 –

================================================================

 

1 d3d9481c6e Gravere-og-Praesteraekke 17ef78ea21

1