Fattigvæsen

I sommeren 1803 blev det meddelt, at der i lighed med forholdene i København og i de større byer, også skulle indrettes og bestyres et fattigvæsen for landdistrikterne.

Det gjaldt således også for Fejøs vedkommende. Det vurderedes, at omkring 80 % af befolkningen kun havde en indtjening, der gav til dagen og vejen. Det betød naturligvis at der var et meget stort antal borgere, der ikke var i stand til at opretholde en rimelig levestandard. Fattigvæsenet fik til opgave at håndtere denne svage befolkningsgruppe.

Til opgavens løsning nedsattes i Fejø Sogn pr. 1.december 1803 en direktion bestående af sognepræst Henrik Kuhlmann, politimester og birkedommer Montagne, den største lodsejer Jochum Engell og af Vesterby 2 selvejere Ole Jensen Hellede og Hans Nielsen og af Østerby Hans Mortensen Badike samt Jørgen Mortensen Badike.

Det var dette kollegium, som fremover skulle sikre, at sognets borgere fik den understøttelse, som var nødvendig. Præsten havde således den afgørende rolle som kontaktperson for borgerne og som formand for direktionen. Der afholdtes 4 årlige møder oftest i præstegården.

Som understøttelsesberettigede fandtes ”trængende, der ej ved egne kræfter, på lovlig måde, kan erhverve sig nødtørftig underholdning, og således uden andres hjælp, enten ganske eller for en del, måtte savne den føde, klæde, husly, varme og pleje i sygdoms tilfælde, som er dem uundværlig til at vedligholde liv og helbred”.

Opgaverne for direktionen/kollegiet

Som en del af opgaverne var at kunne organisere husly til de trængende. Dertil måtte direktionen enten lave aftaler med øens befolkning eller selv anskaffe boliger. På Fejø blev begge muligheder anvendt.

Direktionen anskaffede og brugte 4 ejendomme beliggende på matr. nr. 92 – det nuværende Herredsvej 55A i Vesterby og antagelig med to af disse i Østerby. Det fremgår dog ikke af referaterne at der var 2 huse i Vesterby og 2 huse i Østerby. Det ville dog være logisk at antage, når der i den nye direktion er 2 gårdmænd fra hver by.

Man ved intet om disse 4 huse, men blot, at man den 4. april 1815 fik amtsdirektionens godkendelse til at bygge et nyt fattighus med plads til 16 fattiglemmer mod at afhænde de 4 gamle huse. Det er næppe sket, idet det fremgår af realregistret, at matr. nr. 92 først sælges i 1845.

Mon ikke, man har benyttet disse huse sideløbende med fattighuset?

Håndteringen af sognets fattige strakte sig tidsmæssig fra omkring år 1800 til engang først i 1900-årene. Ansvaret for omsorgen for de fattige i et sogn lå i 1800 tallet og frem til 1867 hos præsten. Fattighuset nedbrændte 31.03.1868, hvor forsikringssummen på 790 rdl. blev udbetalt til fattigkommissionen.

Ved lov fra 1867 overgik ansvaret til sognerådet. Det hænger måske sammen med, at man netop havde fået tilladelse til at købe fattiggården. Samtidig findes der ikke separate referater om fattigdomsudviklingen, idet de nu indgår i den kommunale administration.

Finansieringen af fattigvæsenet

Finansieringen af driften af fattigvæsenet skete ved at samtlige af øens beboere var pålignet en slags “skat” i form af leverancer af rug, byg og kontanter. Som supplement hertil kom donationer, eksempelvis i forbindelse med hushandler, bryllupper og lignende, hvor man følte trang til at vise lidt gavmildhed. Derimod ses der ikke dokumentation for at kommunen var egentlig bidragsyder til driften af fattighusene.

Årsagen til nedlæggelsen af fattigvæsenet på Fejø var formentlig et mindre behov som følge af de økonomisk bedre tider der var kommet først i det 1900-årene kombineret med sognets beskedne størrelse.

Om Fattigvæsnet på Fejø skriver  C.C. Haugener i 1942 i “Maribo og Fejø Birker” side 103:“Fattigvæsenet er der grumme faa Oplysninger om. I Pastor Kirchheiners Tid
(1808 – 1821) skal der være bygget et Fattighus, der brændte i Begyndelsen af dette Aarhundrede”

C.C. Haugeners kilde har uden tvivl været “Ny Fundatssamling for Lolland-Falster Stift”, hvor N. Schack i 1844 på side 97 skriver: “Feiøe Sogn eier et Fattighus, opført i Provst Kirchheiners Embedstid, til beboelse for 16 Fattige”.

Fattighuset i Østerby.

Det nye fattighus i Østerby blev opført på matr. nr. 57, Østerby i området ved hjørnet af Herredsvej og Skovvej. Af kortet fremgår at placeringen var bag ved det der i dag er Herredsvej 213. Huset blev bygget i 1815 og svarer til huset i Birket, bestående af 4 værelser og med en have til egne afgrøder. 

Den 19. dec. 1841 frasolgte fattigkommisionen et stykke jord, der lå nord for ejendommen, til Peder Eriksen Knudsen. Han ejede i forvejen naboejendommen matr. nr. 9f, Østerby (Herredsvej 215). Peder Eriksen Knudsen var i øvrigt søn af Knud Laurits Nielsen, der var en af de 4 brødre, der etablerede Østerby havn.

At alle beboerne ikke nødvendigvis har haft kontinuerligt ophold i fattighuset, kan man se et klart eksempel på i FT 1850. Her kan man nemlig ved de 2 nederst anførte personer læse: Peder Nielsen Blak og Hans Nielsen Blak – “Brødre og længe borte i Koffardifart”.
Man kunne tilsyneladende arbejde i perioder og indimellem anvende fattighuset som en slags forsørgelsesforsikring eller måske snarere en arbejdsløshedsforsikring
(Koffardifart: sejlads med handelsskibe).

Fra FT 1870 er anført, at beboerne er i flere huse i Vesterby og Østerby samt på fattiggården i Vesterby, der dækkede begge byer.

Nedenstående uddrag fra FT 1860 viser at der var 4 værelser i Fattighuset:Det fremgår tillige at der i alt boede 19 personer i de 4 værelser i fattighuset, selvom det kun var normeret til 16 fattiglemmer. Går man et step dybere kan man konstatere, at beboerne stort set alle sammen var ældre mennesker. Disse boede op til 5 personer på et værelse selvom at de ikke engang var beslægtede.

 

Status 1867 – 1869

I fortsættelse af at give borgerne større indflydelse på samfundsforhold afledt af grundlovens bestemmelser, var opgaven nu kommet til den lokale administration.

Med indførelsen af sogneforstanderskaber i 1841 var begyndelsen gjort. Denne ordning blev videreudviklet med Landkommunallov af juli 1867 med fuld borgerinddragelse ved valg til nyoprettede sogneråd (der eksisterede til 1970). Hovedopgaverne for sognerådene var fortsat fattig-, skole- og vejvæsenet, men der kom nu en større overordnet styrelse på de enkelte sogneråds beslutningsmuligheder og der tilførtes yderligere opgaver til det lokale område.

For Fejø var situationen den, af man før lovens ikrafttræden havde fået tilladelse til at erhverve en gård til fattigvæsenet. Det betød samtidig, at det eksisterende fattighus i Østerby blev overflødigt. At huset så brændte umiddelbart efter, det var forladt, gjorde kun ibrugtagningen af fattiggården fra efteråret 1867 mere relevant og påtrængende.

Med udgangen af 1869 sælges den nu tomme grund og dermed var muligheden for offentligt tilbud om beboelse for de fattige i Østerby afsluttet. Nu foregik det fra den større beboelse i Vesterby, men med fortsat indlogering hos private overalt på øen.

Fattiggården i Vesterby.

Den 25. april 1867 ansøgte Fejø sogneråd indenrigsministeriet om tilladelse til at erhverve gården på mat.nr. 22a (Dalmosevej 10) for 14.000 Rdl. med henblik på at indrette den til en fattiggård for der at forsørge sognets fattigste.

Den 26. juni 1867 gav indenrigsministeriet tilladelse til erhvervelsen og til at indrette gården til fattiggård med plads til indtil 35 fattiglemmer.

Den 22. november 1867 tages fattiggården “Dalmosegård” endeligt i brug.

Af folketællingen i 1870 er der angivet 18 beboere. I Folketællingen 1901 fremgår det, at der ud over bestyrerparret var 11 fattiglemmer på Fattiggården, der ses nedenfor.

I historien om Morten Ores Chatol fremgår det at misdæderen “Line” (Bodil Kirstine Oline Christiansen), døde på fattiggården den 23. december 1877.

Peder Hansen, der var født på Fejø i 1861, bestyrede sammen med hustruen Karen Emilie Hansen (født Rasmussen) fattiggården på Fejø i en årrække. I løbet af 1915 blev fattiggården nedlagt, fordi der ikke længere var behov for en sådan på Fejø.
Efter lukningen af fattiggården på Fejø flyttede ægteparret til Nøbølle, hvor de der drev fattiggården der i nogle år.

I tingbogen kan man læse at Thorvald Hansen købte gården af Fejø Sogneråd 14.12.1915. Thorvald Hansens søn Hans Evald Hansen overtog gården efter faderen og var den sidste i familien der drev gården.

Efterfølgende har der været flere ejere af ejendommen, som blev nedrevet – så vidt huskes – i 1970erne. I dag er den nærliggende sø på ejendommen et rekreativt, men privat område – jorden drives stadig som landbrug.

Forskellen på et Fattighus og en Fattiggård.

Fattighusene var et af de tidligste eksempler i Danmark på en slags offentlig forsørgelse for samfundets svageste. Efter at fattighusene havde løst opgaverne i mere end 100 år, blev de afløst af et nyt og dengang mere tidssvarende fattiggårdskoncept.

I fattighuset blev et anbragt fattiglem forsørget af sognet. Der blev stillet husly, mad og brændsel til rådighed uden nogen pligt til modydelse.

På fattiggården havde de anbragte fattiglemmer derimod tvungen arbejdspligt og man kan sige at man efter ”noget for noget princippet” byttede arbejdskraft med forsørgelse.

Forskellen kan også beskrives således, at der i fattighusene var tale om en slags passiv forsørgelse. Pligten i sognene til at tilbyde denne passive forsørgelse var, som det ses nedenfor, kendt og brugt helt tilbage til – i hvert fald 1683.
I modsætning hertil, var der på fattiggårdene tale om en form for aktiv/gensidig forpligtende forsørgelse. Her skulle fattiglemmerne nemlig yde for at de kunne nyde.

En fattiggård havde derfor, til forskel fra et fattighus, behov for at kunne disponere over landbrugsjord, som fattiglemmerne kunne dyrke. På fattiggårdene var der som regel også stalde til husdyrhold og værksteder til fattiglemmernes håndværksmæssige udfoldelser.

I fattighusene var der hverken opsyn eller nogen form for kontrol med fattiglemmerne. Disse passede sig selv og blev i princippet betragtet som individer med egne rettigheder.
På de senere fattiggårde var der derimod stramt opsyn med beboerne.  Her var der ansat et bestyrerpar, som havde ansvaret for at holde styr på fattiggårdens drift og økonomi og for at diverse regler og reglementer nøje blev overholdt.

Barske vilkår

At blive anbragt på en fattiggård var ensbetydende med en voldsom indskrænkning i det enkelte fattiglems personlige frihed og rettigheder. Fattiglemmerne var nemlig, som det fremgår ovenfor underlagt meget stramme og omfattende regler og begrænsninger i deres liv og dagligdag.
Der skulle arbejdes hårdt som kompensation for den daglige forsørgelse, hvor kosten ofte både var ringe og beskeden. Hertil kom at det var strengt forbudt at forlade fattiggården uden tilladelse fra den lokale bestyrer.

Når man kom på fattiggården var det noget af det mest nedværdigende man kunne blive udsat for og absolut ikke nogen ”dans på roser”. Det var stort set altid den absolut sidste udvej for at overleve – under meget kummerlige forhold – hvis man ikke var i stand til at forsørge sig selv.
At omverdenen af mange årsager tillige så ned på- og ringeagtede fattiglemmerne gjorde ikke deres dagligdag og tilværelse mere attraktiv.

En hård skæbne

Hvor hårdt det var at være fattiglem, som ikke engang en stor familie magtede at tage hånd om, kan man læse i nedenstående beskrivelse af fattiglemmet Severine Almer.

Sognepræst på Fejø – Peter Christian Garde.

Fordelen ved at have mange fattiglemmer samlet et sted er nøje beskrevet af  den daværende sognepræst på Fejø – Peter Christian Garde.
I hans prisbelønnede skrift “Om de Fattiges Forsørgelse” fra 1864 kan man læse;
»Men det er dog vist, at det er mere besparende, naar Mange havde en større Huusholdning tilsammen, spise af samme Gryde og have fælledes opvarmede og oplyste Opholdssteder.

Forpligtelsen til- og retten til offentlig forsørgelse.

At Fattighusene rundt omkring i landet har haft en længere historik, kan man se dokumentation for i “KONG CHRISTIAN DEN FEMTIS DANSKE LOV” fra 1683,
afsnit 2-22-75. Her bestemmes det blandt andet, at:

“Kirkeværgerne paa Landsbyen skulle med Sognemændenis Hielp bygge i hvert Sogn et Fattig-Folkis-Huus til de Fattige der i Sognet, som ikke kunne faae andetstæds Huus, og sette een Blok for Huset, at got Folk kunne legge deris Almisse”.

Med andre ord fik det offentlige pligt til at tage sig af de fattige, der ikke kunne forsørge sig selv. Denne pligt – og omvendt ret – til offentlig forsørgelse, hvis man ikke var i stand til at klare sig selv, blev i øvrigt stadfæstet ved grundlovsændringen i 1849.

Fattighusenes stand var som regel ikke den bedste. Derfor blev de ofte anset for at være sundhedsfarlige, hvad de sikkert også var. Det var ikke overraskende med mange beboere stuvet sammen på meget få kvadratmeter. Opfattelsen blandt omgivelserne var tillige at fattighusene fremavlede dovenskab og umoralsk adfærd hos de anbragte fattiglemmer.

Holdningen i samfundet ændrede sig efterhånden derhen, at den passive forsørgelse skulle erstattes af en mere aktiv forsørgelse. Formålet var givetvis, at man ønskede at ”slå 2 fluer med et smæk”. På den ene side kunne man spare udgifter og på den anden side kunne man sikre en mere effektiv måde at håndtere de personer, der ikke kunne forsørge sig selv.
Midlet hertil var nedlæggelse af fattighusene, som blev erstattet af nye tidssvarende og effektive fattiggårde.

Tanken bag disse fattiggårde harmonerede fint med den gængse opfattelse af, at tvangsarbejdet ville skræmme fattige individer fra at søge om fattighjælp. Formålet var i den sidste ende at udgifterne til fattigvæsenet skulle reduceres mest muligt.

Læs meget mere om Fattigvæsenet 1500-1933