Som følge af det behov, der var for søtransport i et øsamfund som det danske, viste staten tidligt i historien sin interesse for færgeri, eneret og reguleringen heraf.
Organiserede former og regler herfor synes allerede at være indført i 1500-tallet.
Den første danske lov, der omtaler færger og færgemænd er Christian II`s byret fra 1522.
Denne fastsatte takster for færgemændene i København og Malmø.
Christian IV`s forordning af 4.6.1615 om vognleje og færgeløn omtaler eksempelvis færger og færgetakster mellem Vordingborg og Falster.
Genbekræftelse af Gert Andersens eneret på færgedrift fra Fejø
Med baggrund i den opfattelse, at alt, der ikke tilhørte nogen, ejedes af kongen, gav denne lokale personer – og i enkelte tilfælde ved større færgesteder – færgelaug eneret på at drive færgefart over et farvand.
Til gengæld for eneretten bestemte kongen vilkår og taksterne for overfarten.
Med eneretten fulgte en forpligtelse til at fragte folk, kreaturer og gods over et givent farvand samt at have de fornødne både, og ikke mindst holde disse samt færgeredskaber i forsvarlig stand. Endelig skulle færgemanden sikre den nødvendige bemanding.
Herudover kunne færgemændene være forpligtede til at yde forskellige ydelser til kongen eller andre i form af afgifter eller fri ret til overførsel.
Ved plakat af 12.8.1820 blev der givet generelle regler for færgeriernes eneret.
Til færgeprivilegierne kunne der eksempelvis også være knyttet en ret til at drive en færgekro eller til at drive en vognmandsforretning.
Færgemændene kunne gennem en række bestemmelser pålægges ikke at overføre uønskede personer eksempelvis betlere, tatere, smittebærere (pest) og spioner.
Almindeligvis var det kun en eller to færgemænd, der havde eneretten på en rute og i så fald uafhængigt af hinanden fra hver side af farvandet.
Fartøjerne, der blev anvendt, varierede meget efter årstid og farvand. Disse fartøjer var oftest mindre robåde og pramme. I stille vejr, når der ikke kunne føres sejl, måtte disse roes. Færgemanden sejlede, når der var passagerer og gods, og hvis vejret tillod det.
Klager over, at afgangen blev udsat på grund af vejrliget eller for at afvente en passende fragt, var imidlertid hyppige.
Postvæsenets indflydelse
Ved de større færgesteder udviklede der sig allerede fra 1600-tallet en mere regelmæssig fart, hvilket i høj grad skyldes postvæsenets organisering.
Ved de vigtigste færgesteder, hvor der skulle færges post, udnævntes en af færgemændene til postvæsenets transportforvalter mod passende betaling. Ved andre steder som f. eks. ved Fejø var færgemanden transportør af postforsendelser uden separat betaling.
Med udviklingen var det derfor naturligt, at overtilsynet med færgevæsenet efterhånden overgik til Generalpostamtet (senere Generalpostdirektionen).
Det lokale tilsyn med færgedriften blev oprindelig ført af lensmænd, amtmænd eller magistrater, men ved cirkulære af 22.7.1820 blev det pålagt politimestrene, årligt at lade foretage et eftersyn af materiel med videre.
Ved lov af 21.3.1874 overgik tilsynet med de færgesteder, der ikke ejedes af staten, til amtsrådene.
Læs om færgemænd ved Vester.
Læs om færgemænd ved Sletteren.