Færgemænd ved Vester

Som det fremgår nedenfor, har der været færgemænd ved Vester/Vasen i mange generationer. Man kan se, at det er et job som mange steder går i arv indenfor familien fra generation til generation. Disse færgemænd har fragtet passagerer, dyr og varer mellem Fejø og Kragenæs.

Vilkårene for de første færgemænd, som vi kan finde navnene på kendes desværre ikke. Derimod ved vi, at Geert Andersen, der var færgemand ved færgestedet Vasen mellem Fejø og Kragenæs den 20. august 1756 prøvede at få eneret på færgefarten til og fra begge kyster med en takst af 12 Skilling for en båd om sommeren og 1 Mark om vinteren.
Geert Andersen havde siden 1733 haft eneret på færgefarten fra Fejø til Kragenæs.

Ejeren af Juellinge, friherre Jens Krag-Juel-Vind, gjorde heroverfor gældende, at der altid tidligere havde været en færgemand i Kragenæs, og at hans (Juels) enemærker gik en halv mil. på hver side af Kragenæs by, så ingen uden hans tilladelse kunne havde privilegier der. Derfor ønskede han at få fastslået, at færgemanden i Kragenæs havde eneret på overfarten til Fejø, og Fejø færgemanden eneret på overfarten til Lolland.

Han fik medhold heri, hvorefter denne ordning på ny blev bekræftet og fastslået endeligt.
Det endte således med at Geert Andersen fik genbekræftet sin eneret på færgedrift fra Fejø til Kragenæs fra 1733.

Eneretten indebar for færgemanden fra Fejøs vedkommende, at ingen indenfor en afstand af 1 mil = 7,5 km. fra færgestedet Vasen på Fejø måtte krænke hans eneret.
Færgemanden i Kragenæs havde en tilsvarende eneret begrænset mod øst til “Ørbygården” og mod vest til Egholm.

På trods af eneretten, var det dog tilladt at fragte den rejsende tilbage igen, hvis der udtrykkeligt var bestilt en returbillet fra afgangsdestinationen.
Se generelle betingelser for Færgeri og eneret.

Selvom færgemændene havde eneret på overfarten, havde kystboere og andre indenfor de grænser, som eneretten var omfattet af, ret til selv at betjene sig af egne fartøjer og fragte sig selv over til henholdsvis Kragenæs eller Fejø.

Færgemænd med eneret fra Fejø:

Fra	Til	Navn	Bemærkninger

		Anders Pedersen	Anført som “Fergemand” i Fæsteprotokollen 1664-1665
	før 1701	Peder Hansen	Død 1701
	før 1731	Hans Pedersen	Søn af Peder Hansen. Nævnes som færgemand i et skifte i 1725. Død 1731
1733	1772	Gert Andersen	Den første der fik eneret til færgefart efter faste takster i 1733. Gert Frederiksen Endemann, Fejøs første birkedommer, død i fængsel i 1706, var farfar til Geert Andersen.
1772	1808	Hans Andersen
1808	1825	Niels Iversen
1825	1834	Iver Nielsen	Søn af Niels Iversen. Druknede 29 år gammel den 5/11 – 1834
1834	1863	Hans Jørgen Jensen
1863	1895	Lars Peter Jørgensen
1895	1906	Ole Jørgensen Larsen	Søn af Lars Peter Jørgensen
1906	1930	Christine Larsen	Ole Jørgensen Larsens hustru
1930	1964	Anton Larsen	Søn af Ole Jørgensen Larsen & Christine Larsen. Får i 1931 eneret fra Fejø og Kragenæs
1964	1978	Vagn Larsen	Søn af Anton Larsen. Solgte til Ravnsborg Kommune i 1978

Færgemænd med eneret fra Kragenæs:

Fra	Til	Navn	Bemærkninger

1787		Niels Castensen	Færgemand & Fisker i FT 1787
1811	1845	Rasmus Nielsen	Søn af Niels Castensen. Får bevilling på eneretten 3/9-1811. Færgemand i FT 1834, FT 1840 & FT 1845. Aftægtsmand af færgestedet FT 1850 og FT 1860
1850	1855	Niels Rasmussen	Søn af Rasmus Nielsen. Færgemand i FT 1850 & FT 1855
	1857	Ane & Laurids	Grevskabets folk fyres som færgefolk p.g.a. drikfældighed
1857	1891	Jens Jørgensen Bjørn	Får eneret som færgemand den 27.11.1857
1891	1895	Anton Julius Jensen Bjørn	Overtager eneretten som færgemand 20.03.1891
1895	1931	Ole (Jensen) Bjørn	Overtog efter broderen A.J.J. Bjørn den 29.05.1895. “Pensioneres” af kommunen i 1931, hvorefter færgemanden fra Fejø overtager ruten begge veje.

Ny færgemand i 1863:

Ved årsskiftet 1862-1863 skulle der ansættes en ny færgemand til overfarten mellem Fejø og Kragenæs. Den hidtidige færgemand Hans Jørgen Jensen havde bestridt funktionen siden 1834 og var nu blevet 67 år. Svækket og plaget af sygdom gennem de senere år var han nødt til at stoppe.
Som efterfølger blev Lars Peder Jørgensen udnævnt. Født i 1833 var han en ung mand til det til tider besværlige job som færgemand, der bestod i enten at ro eller ved sejl at befordre de rejsende eller kreaturer og gods over det smalle og til tider strømfyldte farvand. Men L.P. Jørgensen var bekendt med opgaven, som han havde løst som vikar gennem forgængerens sygdomsperioder.

Vilkår for færgemænd ved Vester:

Og hvad var det så, man som færgemand gik ind til?
Jo, man skulle for en fastsat færgetakst ved egne både og nødvendigt personale være i stand til at betjene de rejsende mv. Derudover skulle man sikre, at alle rekvisitter og redskaber herunder broen ved Vester var i en forsvarlig stand. Der var ingen faste offentlige tilskud.

Og hvad med garantien for en økonomisk forsvarlig færgemandsrolle?
Der var ingen ud over den eneret inden for en vis afstand fra havnen, der tilkom ham for overførsel af passagerer fra Fejø, men ikke fra Kragenæs, hvor der var en tilsvarende færgemand med akkurat samme betingelser. Øvrige beboere måtte i egne både transportere sig selv uden om eneretten. På disse vilkår er det naturligt, at færgemanden har en stor interesse i at sikre så gode færgetakster som muligt.
Men heller ikke det var nemt, da der gik mange år imellem, de blev reguleret.

Den tids færgemænd boede på Fejø på adressen Strandvejen 23, der gennem generationer var basis. Det gav ikke mange muligheder for supplerende indtægtskilder, men for Fejøs færgemænd var det muligt at opnå en øget indtjening ved at bestride funktionen som postekspeditør for Fejø.

Der var ikke betaling for at medtage posten over vandet, men forpligtelsen for en godtgørelse af 50 Rdl. årlig fra postvæsenet bestod i at ekspedere de på Fejø udvekslede breve, aviser og pakkepostsager. Altså virke som den lokale postansvarlige hos hvem, borgene kunne afhente og aflevere forsendelser.

For færgemændene på Fejø havde det siden etableringen i 1815 af en postfunktion været et godt supplement til færgedriften. Men der var også behov for indtjening. Lars Peder Jørgensen havde en familie med 7 børn og dertil omkostningen til vedligeholdelse af det nødvendige færgemateriel samt risikoen ved bådenes havari, som det skete for samme i vinteren 1863-1864.

Lars Peder Jørgensen – starten på et færgedynasti:

Med ansættelsen af L.P. Jørgensen i 1863 startede en periode, hvor færgefarten, men ikke postekspeditionen, var i samme families besiddelse frem til 1978, hvor den overgik til offentligt regi. Netop overgangen af og ansættelsen af færgemanden i 1863 er godt beskrevet i de papirer, vi i dag kan finde. Efterfølgende ses i oversættelse de dokumenter, der har ligget til grund for denne ansættelse og de forhold om færgetakster, som var til debat på samme tid. Ud fra disse papirer kan man danne sig et indtryk af de temaer, der var til debat og de vilkår, som færgemanden måtte tilpasse sig.