Dybvig havns historie

Dybvig eller ”Dyvet”, som stedet oprindeligt blev kaldt, er placeret på sydsiden af Fejø.
Her giver placeringen naturligt læ for den fremherskende vestenvind. Stedet har i generationer været benyttet som naturhavn af fiskerne, der drev fiskeri i det lavvandede område.

Skibene, som besejlede de større havne i Smålandsfarvandet har ikke kunnet sejle helt ind under kysten. Derfor foregik transporten det sidste stykke ind til land med mindre joller og pramme.

Den første rigtige havn i Dybvig.

Behovet for et egentligt ind– og udskibningssted blev gradvist større, og omkring 1810 så 3 brødre Knud, Lars og Peder Nielsen mulighederne i at anlægge et sådant ved Dybvig. Brødrene stammede fra Ærø og 10 af de 11 søskende bosatte sig på Fejø. Brødrene fik i 1814 tilladelse til at opkræve afgift, hvis de byggede en havn. En mindre havn blev anlagt i årene 1814 til 1820. I følge tegningerne var der tale om en skibsbro til anløb og losning. Til markering af indsejlingen stod en række pæle, hvor man kunne ligge for svaj. Anlægssummen androg 1.512 Rigsbankdaler.

Lokale skippere var dog meget utilfredse med at skulle betale for at benytte faciliteterne.
Som følge heraf besluttede staten derfor i 1823, at havnen skulle overgå til en lokal havnekommission.

Til gengæld fik brødrene økonomisk kompensation for afståelsen.

I tiden frem 1879 var havnens økonomi dårlig, og havnen forfaldt. Dette kombineret med behov for hurtige gods- og rejseforbindelser gjorde, at man i samarbejde med Knuthenborg Gods besluttede at udvide og anlægge en egentlig havn. Knuthenborg var interesseret, da Bandholm Havn ikke længere var anløbssted på ruten København – Kiel. Derfor gav Knuthenborg alt træet til havnen mod at godsets nyanskaffede damper Polyxene I slap for at betale havneafgift.

Se dampere fra Dybvig her.

Dybvig havn udvikles.

Havnen blev løbende udvidet og forbedret flere gange, fordi Dybvig var øens eneste havn, som blev benyttet erhvervsmæssigt i større stil.

Fejøs landbrugsprodukter blev udskibet fra Dybvig.
Frugt blev sejlet til hovedstaden med bl.a. de berømte pæreskuder – roerne blev på pramme slæbt til Saxkjøbing Sukkerfabrik af slæbebåden ”Havkatten”, som havde roeaffald til kreaturerne med retur. Svin og kreaturer blev fragtet til slagteriet i Vordingborg med skibene ”Særimner” og ”Galten” og der var ugentlig paketsejlads til København og Ærø.

På havnen blev opført lagerbygninger til korn, foderstoffer og alskens byggematerialer. Handel, håndværk og industri blomstrede op i havnens nærhed. Blandt flere kan nævnes at urmager Viggo Nielsen drev forretning fra Dybvigvej 40, købmand Friis Skov handlede med byggevarer, foderstoffer, brændstof og havde maskinsnedkeri fra Dybvigvej 41, maskinfabrikken ”Arni” blev etableret på Dybvigvej 45, speditør Rosenberg boede på Dybvigvej 49 og Marie og Arnold Christensen havde skibsproviantering på Dybvigvej 51.

På den vestre side af havnen startede bådebygger Christian Nielsen i 1878 bådeværft, hvor han konstruerede de kendte Fejøkvaser med helt unikke sejlegenskaber.

Sønnen Carl Nielsen, som overtog værftet i 1917 byggede sin sidste jolle på værftet i 1966 i en alder af 82 år. Herefter lukkedes værftet, hvor der i alt blev bygget ca. 350 større og mindre fartøjer, hvoraf 40 var Fejøkvaser.

I 1889 begyndte bådebygger Christian Mortensen at bygge både på Dybvigvej 18.

I 1930 blev pladsen for trang og bådeværftet blev flyttet til den nuværende placering på østsiden af havnen, hvor der i årene efter er blevet bygget ca. 200 kuttere og joller. Værftet ejes og drives i dag af 4. generation hovedsageligt som reparationsværft.

“Vester” overtager rollen som øens vigtigste havn.

Efter anlæggelsen af havnen i Vesterby i 1920 mistede Dybvig Havn stille og roligt sin betydning og fra midten af 1950erne havde Vester helt overtaget – hovedsageligt på grund af, at transportmønstret ændrede sig fra søtransport til landtransport.