I september 1891 tog den daværende brygger og ejer af Bryggeriet Fejø i Østerby – Jens Mortensen 42 år gammel – livet af sig selv ved hængning.
Årsagen var, at han efter sigende skulle have været sygelig angst for virkningen af de nye lovbestemmelser, der var indført for ølbrygning.
Hans efterlevende hustru Else Margrethe Hansen overtog og drev herefter Bryggeriet Fejø videre med hjælp fra en svoger. Omkring år 1900 gik Else Mortensen imidlertid fallit, hvorefter bryggeriet kom på tvangsauktion.
Den daværende møller i Østerby, Gerhardt Christensen, havde et stykke tid haft planer om at flytte Østerby mølle fra dens daværende placering på Brigetvej op til byen.
Gerhardt Christensen købte Bryggeriet Fejø med bygninger og grund på Herredsvej 279. Derved slog han 2 fluer med et smæk, idet møllen blev flyttet til dens nuværende placering på Herredsvej 278 samtidig med han videreførte driften af bryggeriet og salget af hvidtøl som et bierhverv.
Gerhardt Christensen tog tilsyndeladende det med ølbrygning meget seriøst.
Det ses af at han tog til Nykøbing F. bryghus, hvor han gennemførte et mindre kursus i hvidtølsbrygning.
Produktionen har mængdemæssigt varieret meget, idet den årlige produktion på Bryggeriet “Fejø” i perioden 1891-1908, har svinget mellem 172 og 360 tønder hvidtøl.
Egenproduktionen indstilles.
Omkring 1914 måtte Gerhardt Christensen opgive brygningen af hvidtøl, fordi de lokale købmænd – efter sigende – nu ønskede hvidtøllet på flasker.
Om det har været den reelle årsag, er ikke til at sige – mangel på og rationering af byg og og kraftige prisstigninger og høj inflation i forbindelse med udbruddet af 1. verdenskrig, kan også have været en medvirkende årsag.
Fakta er at der i 1905 var 207 hvidtølsbryggerier i Danmark – antallet var i 1919 reduceret til ca. 100.
Ekstern leverandør.
Det siges at Gerhardt Christensen i stedet fik hvidtøl leveret på ankre fra Bryggeriet Thor i Maribo (det senere Maribo Bryghus). Om det er korrekt tillader jeg mig at tvivle på.
På det store skilt på huset på billedet ovenfor, kan man se at der står TUBORG ØL.
Derfor er det nærliggende at antage, at det er derfra øllet er blevet leveret – hvorfor ellers reklamere for Tuborg øl?
Tuborg blev udnævnt til kongelig hofleverandør omkring 1914, hvorefter skiltene fik logo med krone. Da skiltet på billedet ikke har krone, må det antages at være fra før eller omkring 1914.
Billedet kan godt nok være senere end 1914, selvom det gamle skilt stadig er på huset, men mon ikke at Tuborg ret hurtigt har skiftet skiltene rundt i hele landet for at vise at man var blevet kongelig hofleverandør.
De gamle ølankre som ses på billedet, blev udfaset i mellemkrigstiden i forbindelse med at flasker på 5 og 10 liter med “stakit” vandt indpas omkring 1930 – dog kun til hvidtøl i begyndelsen.
Såvel ølankre som flasker med “stakit” er set med etiket, hvilket tidsmæssigt passer fint med nedenstående etiket.
Lokale kaldte i øvrigt hvidtøllet for “Pauline Øl” efter bryggerens hustru, som tog aktivt del i arbejdet på Bryggeriet Fejø.
Bryggeriet Fejø sælger inventaret:
I oktober 1914 har bryggeren indrykket følgende annonce i en lokal avis:
“Efter at mit bryggeri er nedlagt, er alt tilbehør til et mindre Bryggeri til Salg samlet eller delt til en mindre Pris.
For det første en Kobberkedel så god som ny med udløb, stor 6 á 7 Tdr.
Mæskekar af samme størrelse med Kobbersiplade i Bunden.
Et do. med Pumpe, samt Gærkar på 8 Tdr. med slange og Flangse dertil.
Svalebakke af Jern, Størrelse ca. 8 og 4 Alen, dybde 6 Tm., rummer 10 á 12 Tdr.
En gærbakke af Jern, en Pumpe med 13 Al. 2 Tm. Rør, en do.
Tryk- og Sugepumpe med 29 Al. rør samt en del forskellige mindre Ting – alt i god Stand”.
Så vidt det har kunnet konstateres er bryggeriet ikke genopstået på Fejø.