Andelsmejeriet

Andelsmejeriet på Fejø blev stiftet den 4. april 1893 af en kreds af landmænd på Fejø.

Fejø Andelsmejeri omkring 1910

Fra starten var der 109 andelshavere, som tilsammen havde ca. 1.300 ha. jord og ca. 540 malkekøer. Som det fremgår var de enkelte enheder dengang betydeligt mindre end i dag, idet ejendommenes gennemsnitsstørrelse var på knap 13 ha og malkebesætningen i gennemsnit 5 køer. Før Andelsmejeriet blev etableret havde flere gårdmænd samlet deres mælk i mindre enheder – datidens gårdmejerier.

Eksempelvis var der mejeri på Soldal beliggende Slettervej 50 og på ejendommen Lundemosegård beliggende Slettervej 12. Sidstnævnte ejendoms mejeri fremgår af ældre landkort fra 1889.

Nogle bønder snød.

Af de gamle forhandlingsprotokoller fremgår det, at andelsmejeriet generelt kun havde ét større problem at slås med, nemlig at fedtprocenten i mælken ofte var mistænkelig lav. Flere bønder fik store bøder for at have fortyndet mælken ganske betydeligt med vand.

Victor Sørensen laver smørdritler

Victor Sørensen laver smørdritler

I 1895 var der en sag mod en gårdejer H.P. Olsen om fortynding af mælken.
Hans mælk var over 3 leveringsdage målt til i gennemsnit kun at indeholde 2 % fedt, hvilket var omkring halvdelen af det normale.
Derfor blev der afholdt såkaldte kontrollerede malkninger på ejendommen 4 dage i træk.
Resultatet viste en fedtprocent på 4,5 %, og at der dagligt var ca. 50 kg mælk mindre end han hidtil havde leveret til mejeriet.
Svindlen var bevist – resultatet blev, at H.P. Olsen fik en bøde på 900 kr., hvilket var en betydelig sum efter datidens målestok.

Denne type sager var især hyppige i mejeriets første leveår – bøderne virkede tilsyneladende efter hensigten.

Andelsmejeriet nedlægges i 1963.

I 1960erne blev mælkeproduktion i mindre målestok stadig mere urentabel, og mejeriet ophørte med driften i 1963.

Fejø-Strø-Løg

Andelsmejeriet

Efterfølgende blev bygningerne i en årrække til midt i 1970erne brugt af A/S Fejø Løgindustri til produktion af ristede løg. De ristede løg fra Fejø var faktisk de mest velsmagende og sprøde på markedet. Hemmeligheden var at de snittede løg blev vendt i mel før de blev stegt i olien, hvilket gav en helt speciel sprødhed og smag. Produktionens størrelse gjorde produktionen urentabel og det medførte, at Løgfabrikken blev opkøbt og lukket.

I et par år sidst i 70erne blev der bygget en luftpudebåd i mejeriets hal. Luftpudebåden, som mange forventede sig meget af, kom dog aldrig ud at sejle – den virkede simpelthen ikke.

Endelig lagde det gamle mejeri i 80erne i en kort periode bygninger til montering ogsamling af indiske cykler.

Sidst i 90erne blev det gamle mejeri nedrevet – hallen bruges nu af Kommunen og området til fritidsaktiviteter.

I 2011 kom Fejøs gamle vejtromle tilbage til øen efter at have tilbragt henved 30 år udenøs. Kyndige folk er stort set færdige med en totalrenovering – nyd resultatet på pladsen foran det gamle andelsmejeri.