Vandforsyning

I dag betragtes det som en selvfølge at åbne for vandhanen og få frisk vand som kan drikkes og bruges i husholdningen uden nogen form for tilberedning. Sådan har det imidlertid ikke altid været.

Udfordringen har ikke været at der ikke var vand nok, men derimod at få det transporteret hen til den enkelte husstand, hvor der var behov for det.

I det gamle Rom havde man på landet brønde – ofte dækkende flere husstandes behov. Byerne blev forsynede med vand, der typisk blev ledt fra højereliggende områder via akvædukter til centrale brugssteder. Herfra kunne vandet ledes til den enkelte forbruger. Alternativt kunne det samles i større brønde eller bassiner, hvorfra man ved hjælp af en pumpe kunne hente vand til den daglige husholdning.

Vandforsyning i Danmark

Ser man på fremskaffelsen af vand i Danmark, løste gårdene og husene på landet problemet med at skaffe vand ved at grave brønde ved den enkelte gård. Der var tale ofte tale om åbne brønde, hvor man ved hjælp af spande trak vandet op.

I byerne blev problemet med fremskaffelse af vand løst på tilsvarende måde. Ofte ved at etablere større brønde, hvorfra flere husstande eller hele lokale områder kunne forsyne sig med frisk vand.

Brøndene var typisk etableret af egentlige brøndgravere, som var specialister i at anlægge sådanne. Brøndene blev forede på brøndens sider med træ, sten og senere tegl for at forhindre at de faldt sammen.

Spandehejs afløses af pumper af træ og støbejern

Først engang i 1500 tallet blev systemet med spande afløst af egentlige såkaldte stempelpumper. Disse, bestod typisk af et udhulet stykke træ hvori der ved hjælp af et stempel blev pumpet vand op til overfladen.

Denne type pumper af træ, som ofte var fremstillet til en speciel brønd, var ikke hensigtsmæssige på den lange bane. Ved nedbrud var det næsten umuligt af reparere en sådan, da alt var håndlavet.

Omkring 1850 gik man over til at anvende “moderne” pumper af støbejern, som var mere effektive og holdbare og ikke mindst nemme at få reservedele til.

Ved disse større brønde med vandpumper, hvor tjenestepiger, karle med flere hentede vand, opstod der hurtigt et naturligt mødested, hvor der var lejlighed til at udveksle nyheder eller sladder, mens man ventede på sin tur.  Datidens ”Reuters Bureau”.

Systemet med brønde fungerede til langt op i 1900-tallet, hvor man stort set overalt fik etableret fælles vandforsyning med rørlagte forsyningslinjer fra et egentligt vandværk.

For at få  tilstrækkeligt tryk på vandet så det kunne ud til den enkelte ejendom, løste man opgaven ved at etablere et vandtårn. Heri pumpede man vandet op for på den måde at skabe tryk nok. I dag anvender de fleste vandværker el eller motordrevne pumper i stedet.

Årsagen til at vi i Danmark helt på til 1900-tallet har kunnet anvende brønde ved den enkelte ejendom er at vi er heldige at landet rent geologisk er særdeles velforsynet med lettilgængeligt grundvand af høj kvalitet. Det skal vi passe på og værne om.

Vandforsyning på Fejø

På Fejø havde hver enkelt ejendom tidligere sin egen brønd. Nogle gårde endda flere.

Der var i Vesterby og i Østerby som supplement hertil etableret offentlige større brønde med en pumpe, hvorfra enhver kunne hente vand. Formentlig er disse tænkt til i nødstilfælde at kunne levere vand til ejendomme hvis brønde i perioder ikke kunne give tilstrækkeligt med vand. Hvornår disse offentlige brønde er etablerede er uvist.

Vesterby

På pladsen mellem ejendommene beliggende Herredsvej 92 og Herredsvej 96 kan man på et luftfoto fra 1962 se fællesbrønden i Vesterby med den typiske pumpe af støbejern.
Brønddækslet af beton kan stadig ses på stedet.

Østerby

På hjørnet af Herredsvej og Gammel Smedevej i Østerby kan man på et luftfoto fra 1949 se en helt identisk brønd med den i Vesterby med en støbejernspumpe. Brønden med pumpe kan stadig ses på stedet.

Etablering af fællesforsyning fra vandværker

Den 1/11 1935 erhverver “Andelsselskabet Fejø Vandværk” matr. nr. 33k beliggende på det der i dag hedder Hjortemosevej 15 i Østerby og opfører et vandværk – Fejøs første.

Der går 4 år inden “Andelsselskabet Fejø Vesterby Vandværk” den 3/10 1939 erhverver matr. nr. 60b ved Busse Mose beliggende på det der i dag hedder Herredsvej 61 i Vesterby.

I dag er øens vandforsyning organiseret i Fejø Vandværk som et fælles anlæg med hovedanlægget beliggende i Vesterby og det mindre suppleringsanlæg i Østerby.

De 2 gamle fællesbrønde har tidligere haft reference til vandværkerne. Placeringerne er i dag i matrikelfortegnelsen opført som værende en del af  det kommunale vejnet.

Der er på øen stadig steder med egen brønd. Jeg husker at man sidst i 1960erne hos en af mine kammerater stadig havde egen brønd med en udendøre støbejernspumpe. Herfra bar man i en spand vandet ind i køkkenet. Det fungerede fint og vandet smagte herligt.

Andre vandingsmuligheder

I ovenstående er set bort fra de vandhuller og damme, der var anlagt flere steder på øen.
Formålet med disse var dels vanding af kreaturer og dels vandforsyning til brug slukning af brande. Man kan flere steder bl.a. i Niels Stenfeldts beretning “Træk af livet i svundne tider” læse om den fælles opgave og forpligtelse det var at deltage oprensning og vedligehold af  disse vandingshuller. Selv præsten og skolelærerne måtte deltage i dette arbejde.

Ovenstående eksempler er alle fra Østerby, da der ikke er fundet postkort med motiver af den type vandingshuller fra Vesterby. På det sidste postkort kan man spotte en hest der drikker – og på gelænderet hænger en pumpe med slange.
I baggrunden ses øens vejtromle og en vogn med tank, der er spændt fra hesten. Måske en vogn til tjære.

I Vesterby kan man på gamle kort se, at alle vandingshullerne lå bag ejendommene og væk fra vejen. Derfor har de nok ikke være anset for fotogene.

Sluttelig skal også nævner at der findes en kilde med frisk vand på Fejø. Kilden springer bag det gamle, nu nedrevne, Andelsmejeri, hvor der i dag er kommunal opbevaringsplads.

Om denne kilde tidligere har været en del af øens fælles vandforsyning vides ikke, men Fejø Andelsmejeri fik i hvert fald vand fra kilden.