Føreren af dampskibet Polyxene II melder, at skibet fra den 28. maj til den 4. juni vil indstille driften mellem Bandholm og Fejø – Femø, da det skal til det årlige eftersyn i Nakskov med rensning og bundmaling.
Polyxene II (1884-1912) i Bandholm havn
De pågældende dage vil posten blive befordret pr. sejlbåd, og afgangen finder sted til de sædvanlige tider. For så vidt forbindelse med middagstoget fra Bandholm ikke skulle blive nået, vil posten derfor straks med vogn blive sendt til Maribo.
En god og informativ oplysning til områdets beboere selv om nok de færreste har interesse i meldingen, da servicen forventes og tilbydes uforandret. Det er således ikke en ny situation, og det formodes derfor ikke at skulle give særlige nye oplevelser.
Med der sker noget. Den anvendte sejlbåd kæntrede i en dramatisk situation! Alle blev reddet, fragt og post blev sikret og hele episoden endte lykkeligt. Spændende læsning om en i dag ikke sædvanlig begivenhed.
Mandag den 1. juni 1885
Historien fik opmærksomhed i hele landet med omtaler i aviser fra nord til syd og øst til vest. Derfor undergik begivenhed og omtale en vis justering i præsentationen. Efterfølgende omtales episoden med udgangspunkt i disse mange avisomtaler.
Vejret var stormende kuling fra nordvest med kraftige kastevinde, og derfor skulle sejlbåden krydse i retningen mod Kragenæs inden, den skulle dreje af mod Dybvig Havn. Vinden var dog ikke værre, end at båden kunne bære sine sejl: 2-rebet storsejl og rebet fok. Båden afgik fra Bandholm til sædvanlig tid kl. ca. 4. Uden for havnen i retning mod Askø kuldsejlede og sank båden på 14 fod vand (godt 4 meter). Foruden føreren var ombord to passagerer, den ene hjemmehørende på Fejø, den anden en slagter fra Nykøbing.
Yderligere tre personer provst Assens fra Rødby ifølge med en tømrermester og en murermester fra Lolland, der skulle til Fejø for at foretage det årlige syn over kirken på øen, havde lykkeligvis foretrukket et køre til Kragenæs og derfra sejle til Fejø frem for at benytte den lange sejltur fra Bandholm i det stormende vejr. Herved undgik man en sørgelig ulykke, idet utvivlsomt den gamle provst ikke ville have kræfter til at holde sig fast i rigningen af den sunkne båd, til hjælpen ankom.
De to personer fra Fejø benyttede den bedste og sødygtigste båd på Fejø og det var anerkendte og pålidelige sømænd, bådfører Niels Christensen, tidligere dykker ved Svitzers Entreprise-Selskab, og bådfører og fisker Kristen Fris. De to personer omtales også som havnefoged R. Christensen og bådfører Chr. Friis, der ejede den bedste båd ved østre færgested nemlig færgebåden til Femø. Båden var forsynet sværd, fast ballast og meget stiv, men åben, når undtages et sidedæk på ca. 1 fods bredde.
Hvordan skete uheldet?
Da man var kommen tværs over Reersnæs Nakke, kom et vindkast fra agter for tværs, sejlene stod skærpede til bidevind-sejlads, og inden der kunne være tale om at få skøderne kastet los, var det læ sidedæk presset under vandet, så båden i samme nu fyldtes og sank, netop i den gravede rende, der ca. ¾ mil lang fører ind til Bandholm Havn.
Da båden sank, surrede de sig alle tre til masten, og her tilbragte de en god times tid, inden der kom hjælp fra Bandholm. De der sad nederst var næsten livløse af det kolde bad og den mængde vand, de havde fået over og i sig, men de er dog nu i bedring. Slagteren derimod var så vel, at han tog toget til Nykøbing om aftenen.
Besindige sømænd
Ved den omtalte kæntring forekom en episode, der fortjener at anføres, fordi den kaster lys over den besindighed og ro, der er egen for erfarne sømænd under farlige situationer. Båden sank på 14 fod vand, og kun et stykke af mastens top ragede op over vandfladen. Den tidligere omtalte passager fra Nykøbing fik fodfæste på noget større gods i båden, så han fik overkroppen oven for vandet og holdt sig fast i toppen. Men mere vægt så højt oppe ville trykke masten, der lå skråt ud, helt under vandet, hvorimod bådførerne i den stærke søgang havde hovedet snart oven for, snart under vandet, og inden ret lang tids forløb snart ville de tabe bevidstheden. Alle tre flød langs med vandets overflade, holdende sig fast ved mastetoppen, der idelig overskylledes af søerne.
I længden kunne dette ikke vedvare, og bådfører Niels Christensen indså det og erkendte, at hvis de ikke blev surrede fast, ville søerne snart rive ham og hans kammerater bort fra deres holdepunkt, mastetoppen. Han gav derfor los, gik til bunds og sønderskar med sin lommekniv, hvad tovværk han kunne få fat på i bunden af båden, kom op med det, og fordelte de kappede liner og skøder mellem sig og sin kammerat, Christian Friis, hvorefter de gensidig hjalp hinanden med at snurre sig fast.
(forfatteren: det præciseres, at de to omtalte personer er postfører og havnefoged Niels Christensen og færgemand Rasmus Hansen Friis)
Redningen
Fra Bandholms havnehoved havde lodserne haft øje med båden og så den pludselig forsvinde. I et øjeblik blev lodsbåden klargjort og afgik til ulykkesstedet og traf postbåden sunken, hængt over på den ene side, søfolkene i vand til halsen og passageren hængende i rigningen støttende sine fødder imod den ene bådførers skuldre. Lodserne var ikke i stand til at befri søfolkene fra deres farlige situation, fordi den ene af dem måtte holde på den sunkne båds mast, der lå ind over deres egen båd, og den anden ikke kunne drage søfolkene ind i lodsbåden på grund af alt det tovværk og sejl, de var bleven indsnørede i ved kæntringen. Men lykkeligvis var en del fiskere fra Bandholm ude på søen bleven opmærksomme på uheldet, kom styrende ned til stedet og ved forende anstrengelser fik bådførerne og passageren over i deres egne både og derefter bragt ind til Bandholm efter 1½ time i vandet.
På land havde man fået lavet senge i stand og hentet læge fra Maribo, så de straks kunne få fornøden pleje. Lægen erklærede patienterne uden for al fare. Men først langt ud på aftenen kom sømændene til fuld bevidsthed. Slagteren, der havde haft overkroppen oven for vandet var fuldkommen rask og bortrejst.
Polyxenes II tilbagekomst
Polyxene II, der var blevet telegraferet efter, afgik til ulykkesstedet og samlede tirsdag den 2. juni med en skonnert den forulykkede båd op. Fragtgodset fandtes i behold, naturligvis i havareret stand samt posten til Femø; men postladen til Fejø med breve og aviser – en større jernbeslået trækasse – var drevet bort. Den flød ifølge bådføreren imidlertid på vandet, og er sagtens, hvis den stadig har kunnet holde sig over vande, kommen i land i nærheden af Orebygård, hvorfor mandskab er udsendt langs kysten for at finde denne post.
Herefter omtales episoden ikke længere i aviserne.
Maribo postkontor
Maribo postkontor måtte naturligvis også involvere sig i episoden. Det var jo kontorets opgave at sikre al posts korrekte fremkomst til relevante postekspeditioner. Derfor omtales i postkontorets journaler et delvist supplement og opfølgning. Der skrives bl.a. … da det tillige erfaredes, at stationsforvalteren og postekspeditøren netop i nogle timer var borte fra hjemmet, tog postmedarbejderen med næste tog til Bandholm. Her oplystes, at ulykken var set af lodserne, der fra Bandholm straks gik ud og reddede besætningen: 2 mand, dog i en megen forkommen tilstand. Hvorfor skrives ikke, at også slagteren fra Nykøbing var reddet?
Endvidere omtales, at den stærke søgang forhindrede at løfte båden eller at finde postladen til Fejø og tasken til brevsamlingsstedet på Femø. Fejø postekspedition var telegrafisk orienteret, hvilket også Polyxene var.
Fejø laden findes
Tirsdag den 2. juni var Polyxene II tilbage i Bandholm for at bjerge og postkontoret kunne meddele, at alt var sikret med undtagelse af Fejø laden, der er set flyde og er eftersøgt langs kysten. Kontoret har forlangt Femø tasken tilsendt for at indholdet kan blive tørret og derefter på ny afsendt. Yderligere meddelelser vil blive givet, efter fundet af Fejø laden, der af penge kun indeholdt 1 brev med 10 kr. Udgifterne til persontransporten udgjorde 75 øre, og fraværet fra hjemkontoret var kun 1 time.
Et par dage senere rapporteres, at den bortdrevne postlade til Fejø er funden på kysten ved Oreby og indbragt til Bandholm. Herfra vil den blive afsendt til Fejø tillige med posten til Femø, der er bleven tørret og i øvrigt er ubeskadiget.
Og sådan sluttede postleverancen til øerne helt efter reglementet. Lidt forsinket, men uden tab og med en ekstraoplevelse for de ihærdige søfolk.
Afslutningsvis udestod herefter spørgsmålet om honorering til eksterne personer for den ydede bistand. Der kom kun et krav, som postkontoret omtaler således:
”ved at tilbagesende andragendet fra føreren af Polyxene giver kontoret sig den ærbødige frihed at indberette, at bjergningen såvel af posten som af den sunkne båd er udført. Da det viste sig, at Polyxenes eget grej ikke kunne løfte båden, blev skonnerten ”Niels” af Bandholm benyttet til assistance.
Skonnerten Niels i Bandholm havn.
Hvilken godtgørelse, der har måttet betales til bemeldte skonnert, er imidlertid ikke bekendt her; og ej heller den betaling, der har måttet ydes til ekstramandskabet som eftersøgte den bortdrevne postlade.
Postkontoret nærer dog ingen tvivl om, at det af føreren af Polyxene opgivne beløb af omtrent 100 kr. er gået med ved den omtalte lejlighed”.
Konklusionen blev altså, at postvæsenet fik en ekstraudgift ud af hele episoden, men kunderne på de to øer fik deres gods og post i brugbar stand. Og det var vel en lykkelig udgang.
Tekst og research:
Arne Fredens, Odense i december 2025
Note:
Lade betyder beholder, kasse eller tilsvarende åben/lukket/aflåselig sædvanligvis fremstillet i træ, som postvæsenet bruger til opsamling, opbevaring og transport af breve og andre forsendelser på steder og under muligheder, hvor sædvanlig håndtering ikke er mulig.
F.eks. opsættes lader på skibe, ved kørende postvogne eller på steder med tynd bebyggelse (en art postkasse) for videretransport til en postekspedition eller et posthus.
Den i kæntringsepisoden omtalte lade havde Maribo Postkontor erhvervet i 1884 i forbindelse med indsættelse af dampskibet Polyxene II. Prisen for laden var 36 kr. og til Fejø Postekspedition var i forvejen ad to omgange fremsendt 3 nøgler.