Morten Ores chatol

Beretningen om Morten ”Ores” Chatol tager sin begyndelse, da Morten Mortensen, som hans fødenavn var, mandag den 4. marts 1872 henvender sig på Dommergården for at anmelde et tyveri. Tyveriet var begået på hans ejendom Avernakkegaard dagen før.

Avernakkegaard

Avernakkegaard beliggende Storemosevej 62

Morten, havde fået tilnavnet ”Ore”, som egentligt betyder “et overdrev”. Ore hentyder til at Avernakkegaard, som er en udflyttergård, ligger helt ude på overdrevet eller engarealet på den sydvestlige spids af Fejø. Morten, der var relativt velstående, havde foruden Avernakkegaard, ligesom flere andre fejbattinger, eget skib i søen som gav en god indtægt.

Da birkedommeren, Chrisopher Krabbe, var fraværende på grund af sit arbejde i Rigsdagen skete anmeldelsen til hans kontorist. Han forelagde sagen for den konstituerede birkedommer Boisen, som allerede samme dag satte gang i sagen.

Morten Ores chatol

Morten Ores chatol, ejes af oldebarnet Ib Almar Kromann, Nykøbing F.

Tyveriet var sket i løbet af et par timer søndag eftermiddag, hvor alle folkene skulle havde været borte fra Avernakkegaard. Gården havde i dette tidsrum muligvis henstået ulåst. En tyv, havde i hvert fald været på spil og udnyttet lejligheden.

Et chatol i stuen var brækket op og gennemrodet og der var fjernet omkring 500 rigsdaler fra et par tegnebøger. En ganske betydelig sum i 1872.

Tabet af pengene kunne dog på ingen måde ryste Morten Mortensen, selvom det ærgrede ham ganske voldsomt.

Line mistænkes, men klarer frisag

Mistanken rettedes hurtigt mod en nabos tjenestepige, Bodil Kirstine Oline Christiansen, der i daglig tale blev kaldt Line og som tjente på nabogården Strandgården, der stadig ligger på Avernakkevej 6. Line, som tidligere havde tjent på Avernakkegaard, havde vidst, at der ingen var på Avernakkegaard et par timer søndag eftermiddag. Line havde selv haft fri om søndag eftermiddag og aften, hvor hun havde været sent ude. Derfor faldt mistanken hurtigt på hende.

Line kunne under forhøret gøre rede for hendes færden og kom med mange forklaringer. Hun klarede derfor i første omgang frisag, selvom man fortsat havde en stærk mistanke mod hende. Overraskende tilstod hun af sig selv medvirken til at stjæle proviant til Morten Ores søn, Hans Jensens skib, en aften. Line skulle endda havde fået betaling for sin medvirken til tyveriet. Det kunne Morten Ore dog straks afvise. Han havde nemlig en aftale med sønnen om, at han frit og når som helst kunne forsyne sig med proviant til hans jagt. Morten kunne endda huske det såkaldte “tyveri”.

Niels “Møller” kommer under mistanke

Da man ikke var i stand til at rejse anklage mod Line, blev mistanken efterfølgende rettet mod Niels Andersen Pedersen også kaldet Niels Møller. Niels var Morten Ores meget gode ven, som boede i en gammel ejendom, der nu er brændt, beliggende Storemosevej 50.

Storemosevej 50 (brændt). Foto: Sylvest Jensen Luftfoto, Det Kongelige Bibliotek

Niels, som var blevet set i nærheden af Avernakkegaard på tidspunktet, hvor tyveriet skulle være begået, var kendt for at være en fattig sømand som manglede midler.

Den konstituerede birkedommer Boisen afhørte Niels. Denne kunne dog redegøre for sin færden og økonomi så godt, at det var svært at fastholde mistanken mod ham.

Birkedommer Krabbe tager action

I mellemtiden var birkedommer Krabbe kommet retur til residensen på Fejø. Derfor skulle der nu ske noget. Han fik i sidste øjeblik den 14. april i Bandholm arresteret Niels, der havde fået hyre på jagten ”Freja”, som var på vej til Libau i Letland. Straks blev der ransaget hjemme i huset hos Niels på Fejø. Der fandt man en mindre pengesum, som hustruen Ane Margrethe dog kunne redegøre for.

Efter en del hårde og strenge forhør måtte birkedommer Krabbe frafalde anklagen og løslade Niels den 16. maj 1872. Så snart Morten Ore hørte om løsladelsen begav han sig hen til Niels, som han dog på intet tidspunkt havde anset for at være gerningsmanden, for at tale med sin gode ven.

Den skyldige går til bekendelse på sit dødsleje

Årene gik uden at den skyldige blev fundet og dømt. Line var i 1877 endt øens på fattiggård stærkt svækket af sygdom. Kort før jul 1877 tilkaldte hun præsten og tilstod endelig tyveriet på Avernakkegaard. Pengene havde hun givet til en gift mand på øen, som hun havde sværmet for, men som hun ikke havde kunne få sig selv til at angive tidligere. Tilståelsen bredte sig straks som en steppebrand på hele øen. Morten var den der med stor glæde  kunne overbringe vennen Niels den gode nyhed. Han havde jo aldrig tvivlet på vennens uskyld.
Line døde få dage senere på fattiggården, kun 36 år gammel, den 19. december 1877.

Hvem fik pengene fra tyveriet fra Morten Ores chatol?

Manden som fik pengene, boede i det nu nedrevne hus som var sammenbygget med Herredsvej 166 på hjørnet af Herredsvej og Dommervej

Historien siger at den gifte mand, som Line havde givet pengene, havde brugt dem til at få bygget sig et skib. Dette skib – en galease – gik i øvrigt under øgenavnet ”Pigkæppen”.
Skibet blev efterfølgende konfiskeret og bortauktioneret, hvorefter Morten Mortensen fik provenuet som erstatning. Dette skulle han have efter sigende have delt lige med Niels, som for sin andel byggede sig et skib, som fik hans navn ”Niels”.

Niels Andersen Pedersen døde på Fejø, 66 år gammel, den 28. oktober 1899.

Om dette er den korrekte slutning på historien skal jeg ikke kunne sige med 100% sikkerhed. Den modsiges i hvert fald lidt af nedenstående, hvor Niels siger at det var arvingerne efter Morten Ore der delte provenuet med ham og derved gav ham oprejsning.

For Niels var et uplettet rygte vigtigere end penge

Niels Winther Christensen har, i Lolland-Falsters Stifts-Tidende fra den 21. September 1878, fundet nedenstående indrykning:

Taksigelse.
Undertegnede, Niels Andersen Pedersen, som for 6 Aar siden i ca. 4 Uger hensattes i Arrest, som mistænkt for et hos Gaardejer Morten Mortensen paa Feiø begaaet Tyveri, bringer herved Arvingerne efter den nu afdøde Bestjaalne min bedste tak for den smukke Maade, hvorpaa de havde søgt at give mig Opreisning.

Da den rette Tyv – en Pige, som tjente paa en nærliggende Gaard, – nemlig paa sit Dødsleie aabenbarede, at det var hende, som havde forøvet Tyveriet, og da Værdier for det meste af det stjaalne Beløb bragtes tilveje, gave overnævnte Arvinger mig lige Deel med dem selv i det saaledes fremkomne Arvegods.
For den mig herved ydede, uventede, men meget velkomne Gave, 112 Kr., bringes herved Arvingerne min Tak – dog ikke saa meget for Pengenes Skyld, som for den Erkjendelse, der ligger til Grund for Gaven, at jeg, fra Tyveriet blev begaaet, indtil den rette Udøvers Opdagelse ikke af mine Medborgere har kunnet været anset for en Mand af et uplettet Rygte.
Ærbødigst Niels Andersen Pedersen af Feiø.

Personligt synes jeg det sidste afsnit er stærk læsning, som vidner lidt om hvor meget det betød at have et uplettet rygte i 1872.

Kirkebøgerne med registrering af Lines og Niels´dødsfald

Interesserede kan læse en længere, men også lidt mere romantiseret, version af historien i:
Dem fra Lolland – ny samling 1954, af Georg Wiingaard.