Lodshistorie

Da Caledonia – Danmarks første dampskib –  i 1821 sejlede syd om Femø og Fejø på turen til Kragenæs og Kiel, havde rederen truffet privat aftale om tænding af vokslys i nogle vinduer på Femø Slette og Fejø Slette, på Avernakke Rev og på en bondegård på Raagø.

Senere i 1840´erne var besejlingen af farvandet syd om Fejø bestemt på følgende måde:

Lodsforhold

CALEDONIA – Danmarks første dampskib

”man maa holde Askø Mølle på Dyrehaveskoven ved Knuthenborg, eller hvis denne ei kan ses, da Askø By udenfor Fæiø Sletterhage, indtil man seer begge Kostene i Mærket (i.e. Fæiø Middelgrund og Fæiø Sletter) eller til man faaer en, sydvestlig paa Fæiø beliggende Udflyttergaard, i et kiendeligt Hag eller en Aabning i Skoven ved Kragenæs paa Lolland. Man holder da herefter, indtil man faaer Fæmø Kirke paa Feiø Sletterhage, hvilket Mærke man derefter kan holde, indtil man har passeret Avernakkehage, en fra Fæiøs Sydvesthuk udskydende Hage”.

Enkel sejladsbeskrivelse, men…

En ret enkel sejladsbeskrivelse – især og måske kun for lokalkendte, men med strandingsrisiko og formuetab for fremmede skibe.
Dette forhold havde lokale initiativer allerede imødegået ved etablering af private lodsarrangementer. Her ydede søkyndige personer med stedkendskab, eksempelvis fiskere, skippere og færgemænd hurtig assistance. Denne sikrede dels gennemsejlingen og acceptable lodsforhold og dels sikrede den dem deres egen indkomst.
Oprindelig har disse lodser optrådt enkeltvis. I særligt befærdede farvande sluttede man sig sammen i større enheder, hvor man aftalte indkomstens fordeling.

Frederik den II´s Søret af 1561

Sådanne lodsmænd er første gang omtalt i Frederik den II´s Søret af 1561, hvis bestemmelser senere er anvendt i Christian den V´s Danske Lovs bestemmelse om søretten, der om lodser kun har følgende 2 paragraffer:

1.
Hvor en skipper kommer på lodsmands farvand med sit skib, der skal han være pligtig at leje lodsmand for det bedste køb, han kan betvinge ham og skipperen skal give ham kosten og af godset betale ham hans løn. Dersom skipperen herimod fordrister sig at indløbe skibet, og det kommer til skade, da skal han selv oprette af sine egne penge.

2.
Så tidlig skipperen har antaget lodsmand, så skal han oprigtig give ham tilkende, hvor mange fod dybt hans skib går. Forser nogen lodsmand sig, så straffes han, som tilforn er meldt om styrmanden.

Bestemmelserne omhandlede med andre ord lodsernes og skippernes indbyrdes og gensidige forhold og ansvar.
Herudover havde staten indtil nu ikke blandet sig i lodsvirksomhedernes forhold. Dette skete dog efterfølgende ved at man tildelte enkelte lodser eller sammenslutninger af lodser privilegier. Det var i form af eneret til at drive lodsvirksomhed på bestemte lokaliteter og på bestemte vilkår.
Dette udviklede sig efterhånden til at der indførtes spredte og lokale bestemmelser for lodserne og lodsvæsenet i almindelighed. Lodsvirksomhederne var dog stadig etableret som private virksomheder.

Særligt farlige farvande

I særligt farlige og vanskelige farvande blev der pålagt enkeltpersoner eller gårdmænd at varetage lodseriet. Det ses i en “Anordning af 28. februar 1780” gældende for de 20 gårdmænd og 7 husmænd på øen Nyord.

Enhver, som på nogensomhelst måde bliver ejer af en gård på Nyord, og som ikke drister sig til at tage lodseksamen eller som ikke ved denne eksamen erkendes for dygtig til at lodse, eller som, om han endog er duelig dertil, ikke vil lodse, skal være forbunden til straks, således som §3 bestemmer, at henvende sig til overlodsen om at få øens eksaminerede mandskab som reservelods udnævnt til at lodse for sig eller sin gård.
Den således ansatte reservelods skal foruden fri bolig for sin person nyde i betaling halvdelen af de lodspenge, som han til gårdmanden fortjener.
Derfor skal han med ham stå til ansvar for hvad skade han ved lodsning tilføjer nogen. På samme måde forholdes, når en gård falder til en enke eller umyndig. Den således antagne reservelods kan ikke afskediges, uden at han gør sig skyldig i sådanne forseelser, for hvilke afskedigelse i følge lovgivningen er bestemt.
I disse tilfælde bliver han at behandle efter de i det almindelige lodsreglement givne bestemmelser. Sælges gården, eller får den på anden måde ny ejer, så vedbliver dog denne reservelods på de ovenanførte vilkår at indlodse for gården, indtil han enten bliver fastlods, eller han ikke selv ønsker længere at vedblive tjenesten.

Landsdækkende lodsforordning i 1831

I begyndelsen af 1800-tallet var der ca. 40 privilegerede lodserier. Hertil kom flere lokale lodserier. Der var derfor behov for en statslig regulering af lodserierne. Som følge heraf blev nedsat en kommission i 1818. Kommissionen afsluttede arbejdet i 1831 med en forordning og et “Reglement for Lodsindretningen i Danmark”. Denne kom til at omfatte ca. 80 lodserier i slutningen af århundredet.
Reglementet fastlagde lodsvæsenets funktion og lodseriernes virke, områder og takster samt lodsernes uddannelse, løn, pligter, rettigheder og ansvar. To overlodser skulle inspicere lodserierne og lodsbådene samt eksaminere og ansætte lodser. I tilknytning til denne udarbejdedes regionale/lokale lodsbeskrivelser, der regulerede forholdene i specifikke forløb.

Hvad skulle der til for at blive Lods

Lodshistorie

Fra: Reglement for Lodsindretningen i Danmark. Kjøbenhavn, den 27de Martii 1831