Lodsforhold

Da Caledonia – Danmarks første dampskib –  i 1821 sejlede syd om Femø og Fejø på turen til Kragenæs og Kiel, havde rederen truffet privat aftale om tænding af vokslys i nogle vinduer på Femø Slette og Fejø Slette, på Avernakke Rev og på en bondegård på Raagø.

Senere i 1840´erne var besejlingen af farvandet syd om Fejø bestemt på følgende måde:

Lodsforhold

CALEDONIA – Danmarks første dampskib

”man maa holde Askø Mølle på Dyrehaveskoven ved Knuthenborg, eller hvis denne ei kan ses, da Askø By udenfor Fæiø Sletterhage, indtil man seer begge Kostene i Mærket (i.e. Fæiø Middelgrund og Fæiø Sletter) eller til man faaer en, sydvestlig paa Fæiø beliggende Udflyttergaard, i et kiendeligt Hag eller en Aabning i Skoven ved Kragenæs paa Lolland. Man holder da herefter, indtil man faaer Fæmø Kirke paa Feiø Sletterhage, hvilket Mærke man derefter kan holde, indtil man har passeret Avernakkehage, en fra Fæiøs Sydvesthuk udskydende Hage”.

En ret enkel sejladsbeskrivelse – især og måske kun for lokalkendte, men med strandingsrisiko og formuetab for fremmede skibe.
Dette forhold havde lokale initiativer allerede imødegået ved etablering af private lodsarrangementer. Her ydede søkyndige personer med stedkendskab, eksempelvis fiskere, skippere og færgemænd hurtig assistance. Denne sikrede dels gennemsejlingen og acceptable lodsforhold og dels sikrede den dem deres egen indkomst.
Oprindelig har disse lodser optrådt enkeltvis. I særligt befærdede farvande sluttede man sig sammen i større enheder, hvor man aftalte indkomstens fordeling.

Frederik den II´s Søret af 1561

Sådanne lodsmænd er første gang omtalt i Frederik den II´s Søret af 1561, hvis bestemmelser senere er anvendt i Christian den V´s Danske Lovs bestemmelse om søretten, der om lodser kun har følgende 2 paragraffer:

1.
Hvor en skipper kommer på lodsmands farvand med sit skib, der skal han være pligtig at leje lodsmand for det bedste køb, han kan betvinge ham og skipperen skal give ham kosten og af godset betale ham hans løn. Dersom skipperen herimod fordrister sig at indløbe skibet, og det kommer til skade, da skal han selv oprette af sine egne penge.

2.
Så tidlig skipperen har antaget lodsmand, så skal han oprigtig give ham tilkende, hvor mange fod dybt hans skib går. Forser nogen lodsmand sig, så straffes han, som tilforn er meldt om styrmanden.

Bestemmenserne omhandlede med andre ord lodsernes og skippernes indbyrdes og gensidige forhold og ansvar.
Herudover havde staten indtil nu ikke blandet sig i lodsvirksomhedernes forhold. Dette skete dog efterfølgende ved at man tildelte enkelte lodser eller sammenslutninger af lodser privilegier i form af eneret til at drive lodsvirksomhed på bestemte lokaliteter og på bestemte vilkår.
Dette udviklede sig efterhånden til at der indførtes spredte og lokale bestemmelser for lodserne og lodsvæsenet i almindelighed – dog stadig med lodsvirksomhederne som private virksomheder.

Særligt farlige farvande

Et eksempel på, at der i særligt farlige og vanskelige farvande blev pålagt enkeltpersoner eller gårdmænd at varetage lodseriet, ses i en “Anordning af 28. februar 1780” gældende for de 20 gårdmænd og 7 husmænd på øen Nyord.

Enhver, som på nogensomhelst måde bliver ejer af en gård på Nyord, og som ikke drister sig til at tage lodseksamen eller som ikke ved denne eksamen erkendes for dygtig til at lodse, eller som, om han endog er duelig dertil, ikke vil lodse, skal være forbunden til straks, således som §3 bestemmer, at henvende sig til overlodsen om at få øens eksaminerede mandskab som reservelods udnævnt til at lodse for sig eller sin gård.
Den således ansatte reservelods skal foruden fri bolig for sin person nyde i betaling halvdelen af de lodspenge, som han til gårdmanden fortjener.
Derfor skal han med ham stå til ansvar for hvad skade han ved lodsning tilføjer nogen. På samme måde forholdes, når en gård falder til en enke eller umyndig. Den således antagne reservelods kan ikke afskediges, uden at han gør sig skyldig i sådanne forseelser, for hvilke afskedigelse i følge lovgivningen er bestemt.
I disse tilfælde bliver han at behandle efter de i det almindelige lodsreglement givne bestemmelser. Sælges gården, eller får den på anden måde ny ejer, så vedbliver dog denne reservelods på de ovenanførte vilkår at indlodse for gården, indtil han enten bliver fastlods, eller han ikke selv ønsker længere at vedblive tjenesten.

Landsdækkende lodsforordning i 1831

I begyndelsen af 1800-tallet var der ca. 40 privilegerede lodserier, hvortil kom flere lokale lodserier. Der var derfor behov for en statslig regulering af lodserierne. Som følge heraf blev nedsat en kommission i 1818. Kommissionen afsluttede arbejdet i 1831 med en forordning og et “Reglement for Lodsindretningen i Danmark”. Denne kom til at omfatte ca. 80 lodserier i slutningen af århundredet.
Reglementet fastlagde lodsvæsenets funktion og lodseriernes virke, områder og takster samt lodsernes uddannelse, løn, pligter, rettigheder og ansvar. To overlodser skulle inspicere lodserierne og lodsbådene samt eksaminere og ansætte lodser. I tilknytning til denne udarbejdedes regionale/lokale lodsbeskrivelser, der regulerede forholdene i specifikke forløb.

Lodsstationen på Fejø

Lodsstationen på Fejø havde lodstårnet placeret på ejendommen Andemosevej 7, hvor en senere ejer har fundet rester af fundamentet. Det har formentlig set ud som de nedenfor viste udkigstårne fra Femø og Rågø. Lodstårnet på Fejø er antagelig nedrevet engang før år. 1900. En tidligere ejer af ejendommen har fortalt, at han har set et gammelt billede af lodstårnet, men billedet eksisterer så vidt vides ikke længere.

Fra lodstårnet på Fejø, har man kunnet se fra Askø i syd til Vejrø i nord og til de derfra indkomne skibe, som skulle passere gennem Femøsund.
Lodsen havde anlagt en lille havn til lodsbådene på sydspidsen af Sletterhage – rester kan stadig anes på stedet.
Fejø Lodsen eksisterede kun frem til 1851, hvor det blev nedlagt og underlagt Femø Lodseri.

I kirkebogen for Fejø i 1831 nævnes en Jens Erichsen (1762-1845) som lods. Sønnen Peder Jensen (1794-1853) er i folketællingen i 1834 opført som reservelods. Ved folketællingen i 1845 er Peder Jensen nu avanceret og opført som fastlods. Det sidste man ser til ham, er en notits i kirkebogen fra 1853, hvor man kan læse:
Peder Jensen, forhenværende lods og skipper i Østerby død 21. oktober,  idet han “Styrtede ud med en Bræk-søe, da han var på rejse til England”

I Vesterby nævnes en reservelods Niels Pedersen.

Lodseri på Femø

I stedet etablerede man Femø Lodseri til dækning af stort set hele Smålandsfarvandet. Lodsfunktionen udførtes fra en udkigspost af typen, som ses på nedenstående billede af Lodstårnet på Femø fra 1908.

Lodsforhold

Lodstårnet på Femø omkring 1908

Fra lodstårnene på Fejø, Femø og Rågø har man haft fint overblik og uden problemer kunnet dække hele smålandsfarvandet – både den vestlige og den østlige del.

Lodsstationen på Rågø

Rågø Lodsudkig omkring 1930

Den vestlige del af smålandsfarvandet blev betjent af dels af reservelodsen i Vesterby dels af lodsassistenten på Rågø.

Jeg har fundet en beskrivelse af en af  lodserne på Rågø: Johan Frederik Hansen reservelods ved Femø Lodseri 1883, Station Raagø.
Fast lods ved Femø lodseri 1885, station Femø. forflyttet til Raagø, august 1898.

Når et større skib skulle gennem det dybe smalle Ståldyb eksempelvis til Bandholm eller Sakskøbing, blev Rågø-lodsen tilkaldt.

Han mødte skibet ved indsejlingen til farvandet et par sømil nordvest for Rågø i hans lodsjolle.

I løbet af 1950’erne blev lodsen imidlertid flyttet til Bandholm.
En lokal fisker Sigvard Jørgensen, som var godt kendt med farvandet, flyttede i stedet ind i lodshuset som lodsassistent.

Når lodserne blev kaldt ud, kørte de fra Bandholm til Kragenæs, hvor lodsassistenten fra Rågø lå klar med lodsbåden for at sejle lodsen ud til skibet.

Lods og skole på Rågø byttede plads omkring år 1900

På det gamle kort til venstre ses at lodshuset lå på sydspidsen og skolen på østsiden af øen.
Bemærk at der oprindeligt ikke har været angivet et udsigtstårn til lodsen før efter 1899.
På det nyere kort har lods og skole byttet plads. Nu er lodsstation og et udsigtstårn markeret på østsiden af øen, medens skolen nu er flyttet til  sydspidsen af øen.

Det nye lodshus blev opført i 1906 og solgt til staten i 1907.
Til huset hørte udhus, have og et 18 meter højt “udkigsstillads” samt en bådebro.

Lodshus og nyt lodstårn i 1956. Foto: Sylvest Jensen Luftfoto; Det Kongelige Bibliotek.

Set fra lodsens synspunkt er den nye placering østsiden også den mest logiske og mest optimale for observation af skibstrafikken  fra Ståldybet og helt ind til Bandholm.

Bandholms Lodseris lodsbåd fotograferet umiddelbart efter søsætning fra Carl Nielsens bådebyggeri på Fejø.

Lodsjollen på 23 fod fra Rågø. Bygget af Carl Nielsen på Fejø bådebyggeri i 1923 til lodsen på Rågø Hans Hansen (Nagel)

Opgaven for lodserne på Fejø, Femø og Rågø var som nævnt at sikre ind- og udsejling til øerne og baglandet.

Herudover skulle de stå for etablering og den løbende og nødvendige vedligeholdelse af sø-afmærkningerne i området.

Betalingen for disse opgaver skete ved opkrævning af afgifter af skibe, der gik ind og ud af Bandholm og Sakskøbing Toldsteder samt direkte ved de skibe, der søgte lods til deres sejlads.