Hekseri og trolddom

Fejø har i tidligere tider, ligesom resten af landet, haft flere sager hvor Hekseri og Trolddom har været et gennemgående tema.

Om der har været hold i anklagerne er temmeligt tvivlsomt. En gennemgang af sagerne viser ofte at de udspringer af persontvister af den ene eller anden slags. Jeg vil dog for god ordens skyld lade det være op til den enkelte læser selv at vurdere holdbarheden i anklagerne og om konsekvenserne af disse har været rimelige.

Om der i det hele taget i Hekserisagen har været tale om personer fra Fejø, kan der stilles berettiget spørgsmål til. Mest realistisk er der tale om ombytning af dokumenter, hvilket man kan læse mere om i filerne, der kan hentes nedenfor.

Sagen om de 6 Fejø-hekse

Flere kilder – omtaler en afbrænding af ikke mindre end 6 kvindelige hekse fra Fejø.
Heksene havde sandsynligvis intet med Fejø at gøre – som det fremgår nedenfor i Niels Winthers dokumentation, er der givet tale om forveksling og rod i arkiverne.

Hekseri og trolddom på Fejø

Djævlen forsøger at tilintetgøre et skib

Sagen har sit udspring i september 1589 hvor en dansk orlogsflåde skulle bringe prinsesse Anna – der var søster til Christian den IV – til Skotland, hvor hendes kommende ægtemand, Jakob den VI,  afventede hendes ankomst.

Orlogsflåden blev straks efter afsejlingen fra København forfulgt af uheld i form af vindstille, skibe der sprang læk osv. Dette til spot og spe fra de forbipasserende handelsskibe. På grund af alle disse uheld og vinterens komme, måtte flåden søge vinterhavn i Norge.

Det hele endte med at brudgommen i maj 1590 selv sejlede afsted til Norge og giftede sig med Anna i Oslo.

Selvsagt en pinlig afslutning, hvor et ansvar skulle placeres for at æren kunne reddes. Skammen kom i første omgang til at hvile på admiral Peder Munk. Han var dog af den opfattelse at ansvaret skulle placeres hos rentemester Christoffer Valkendorf.
Denne havde nemlig tidligere fået Frederik den II til at beslutte, at ansvaret for Holmen og orlogsskibene skulle ligge hos Christian Valkendorf selv. Dette på trods af at ansvaret naturligt hørte under admiral Peder Munks resort.

Scenen var således sat til en gang “tak-for-sidst”, men sådan gik det imidlertid ikke.
Kort tid før retssagen skulle gå i gang havde 6 hekse nemlig bekendt, at de ved trolddomskunster havde bragt ulykke over flåden. Disse 6 hekse blev alle kendt skyldige og dømt til bålet. Derimod blev både admiralen og rentemesteren frikendt for nogen som helst skyld i alle orlogsflådens ulykker.
Retfærdigheden havde sejret!

Store Heksebrændere

Som afslutning på dette korte resume kan jeg tilføje, at Christian den IV formentlig var Danmarks/Nordens største heksebrænder og at kong Jakob den VI af Skotland regnes for den største heksebrænder i hele Europa. Så det er et par muntre herrer, der er nævnt i beretningen.

Beretningerne om de 6 Fejø-hekse er udarbejdet af Niels Winther Christensen, der er født og opvokset på Fejø. Han har gravet dybt i gemmerne på rigsarkivet og belyst sagen indgående fra mange forskellige vinkler. Niels Winther har givet tilladelse til at jeg bringer materialet her.
Man læse hele materialet ved at hente filen “De Fejø Hekse” nedenfor.

Manesagen om mosegrisene

I 1660erne huserede en sag på Fejø om forsøg på at få bugt med plagen af mosegrise.

Øen have i en lang periode været hårdt plaget af mosegrise, som ødelagde bøndernes afgrøder – et meget alvorligt problem.

Man havde for at for at komme plagen til livs søgt hjælp hos 2 troldmænd efter at præsten Lauritz Hansen forgæves havde søgt at komme problemet til livs gennem “manen” og “signen”. Det var i og for sig helt i orden og efter reglerne, at han havde anvendt manen og signen. Det dybt alvorlige var, at han havde gjort det “udi diefuelens Naffn” – eller sagt på nudansk “i djævelens navn”.

Ved valget af Lauritz Hansen til præst i 1658, var en ung ansøger Gert Eriksen blevet forbigået. Han bar voldsomt nag og fik ophidset provsten, som indbragte Lauritz Hansen for en provsteret med suspension og ingen kirketjeneste til følge. Derved var scenen endnu engang sat for et langvarigt tovtrækkeri. Sagen ender med at diverse instanser og kongen bliver så trætte af Lauritz Hansen, at Frederik den III beslutter at Fejøboerne kan ansætte en ny præst i stedet for Lauritz Hansen.

Denne sag er, sammen med en anseelig mængde andre sager, hvor lokale præster er involverede, beskrevet indgående af Niels Stenfeldt i “Træk af livet på Fejø i svundne tider”. Den fulde beskrivelse af “Manesagen” kan hentes nedenfor.

Skulle nogle af læserne have kendskab til sager der falder ind under emnet, er jeg meget interesseret.