Fattigvæsen

Der er dokumentation for, at der gennem tiden har været et formelt fattigvæsen på Fejø. Dels har der været et Fattighus, som lå i Østerby og dels har der været en lidt senere opført Fattiggård i Vesterby.

Den røde cirkel angiver Fattiggården i Vesterby. Den blå cirkel angiver en sandsynlig placering af Fattighuset i Østerby beregnet ud fra systematikken i folketællingerne, men den er ikke dokumenteret.

Håndteringen af sognets fattige strakte sig tidsmæssig fra omkring år 1800, og muligvis tidligere, til engang først i 1900-årene. Årsagen til nedlæggelsen af fattigvæsenet på Fejø var formentlig et mindre behov som følge af de økonomisk bedre tider der var kommet først i det 1900-årene kombineret med sognets beskedne størrelse.

Forskellen på et Fattighus og en Fattiggård.

Fattighusene var et af de tidligste eksempler i Danmark på en slags offentlig forsørgelse for samfundets svageste. Efter at fattighusene havde løst opgaverne i mere end 100 år, blev de afløst af et nyt og dengang mere tidssvarende fattiggårdskoncept.

I Fattighuset blev et anbragt fattiglem forsørget af sognet. Der blev stillet husly, mad og brændsel til rådighed uden nogen pligt til modydelse.

På Fattiggården havde de anbragte fattiglemmer derimod tvungen arbejdspligt og man kan sige at man efter ”noget for noget princippet” byttede arbejdskraft med forsørgelse.

Forskellen kan også beskrives således, at der i Fattighusene var tale om en slags passiv forsørgelse. Pligten i sognene til at tilbyde denne passive forsørgelse var, som det ses nedenfor, kendt og brugt helt tilbage til – i hvert fald 1683.
I modsætning hertil, var der på Fattiggårdene tale om en form for aktiv/gensidig forpligtende forsørgelse. Her skulle fattiglemmerne nemlig yde for at de kunne nyde.

En Fattiggård havde derfor, til forskel fra et Fattighus, behov for at kunne disponere over landbrugsjord, som fattiglemmerne kunne dyrke. På Fattiggårdene var der som regel også stalde til husdyrhold og værksteder til fattiglemmernes håndværksmæssige udfoldelser.

I Fattighusene var der hverken opsyn eller nogen form for kontrol med fattiglemmerne. Disse passede sig selv og blev i princippet betragtet som individer med egne rettigheder.
På de senere fattiggårde var der derimod stramt opsyn med beboerne.  Her var der ansat et bestyrerpar, som havde ansvaret for at holde styr på Fattiggårdens drift og økonomi og for at diverse regler og reglementer nøje blev overholdt.

Fattighuset i Østerby.

Det er yderst begrænset hvad vi ved og hvad vi har kunnet finde om Fattighuset i Østerby.
Man kan af kommentarerne og systematikken i Folketællingerne regne sig frem til at den må have være placeret i området omkring “Brigethus”, Herredsvej 281, “Østerby Smedje”, Herredsvej 272 samt “Møllerens bolig”, der på daværende tidspunkt var placeret lidt ude af Brigetvej i nærheden af møllen.

Om Fattigvæsnet på Fejø skriver  C.C. Haugener i 1942 i “Maribo og Fejø Birker” side 103:
“Fattigvæsenet er der grumme faa Oplysninger om.
I Pastor Kirchheiners Tid (1808 – 1821) skal der være bygget et Fattighus, der brændte i Begyndelsen af dette Aarhundrede”

C.C. Haugeners kilde har uden tvivl været “Ny Fundatssamling for Lolland-Falster Stift”, hvor N. Schack i 1844 på side 97 skriver: “Feiøe Sogn eier et Fattighus, opført i Provst Kirchheiners Embedstid, til beboelse for 16 Fattige”.

Fattighuset i Østerby er kun omtalt som Fattighus i FT i perioden 1834 – 1860.

At alle beboerne ikke nødvendigvis har haft kontinuerligt ophold i Fattighuset, kan man se et klart eksempel på i FT 1850. Her kan man nemlig ved de 2 nederst anførte personer læse: Peder Nielsen Blak og Hans Nielsen Blak – “Brødre og længe borte i Koffardifart”.
Man kunne tilsyneladende arbejde i perioder og indimellem anvende fattighuset som en slags forsørgelsesforsikring eller måske snarere en arbejdsløshedsforsikring
(Koffardifart: sejlads med handelsskibe).

I den senere folketælling i 1880 er der ikke længere anført noget Fattighus.
Derimod er der en del beboere i flere forskellige huse i Østerby, der har fået tilføjet følgende kommentar: “understøttes af sognet” eller “forsørges af Fattigvæsnet”.
Man må derfor til at antage, at Fattighuset er nedbrændt ganske kort efter 1860.
Det harmonerer fint med at Fattiggården i Vesterby beskrives som Fattiggård i FT 1870.

Nedenstående uddrag fra FT 1860 viser at der var 4 værelser i Fattighuset:Det fremgår tillige at der i alt boede 19 personer i de 4 værelser i Fattighuset. Går man et step dybere kan man konstatere, at beboerne stort set alle sammen var ældre mennesker. Disse boede op til 5 personer på et værelse selvom at de ikke engang var beslægtede.

Sognepræst på Fejø – Peter Christian Garde.

Fordelen ved at have mange fattiglemmer samlet et sted er nøje beskrevet af  den daværende sognepræst på Fejø – Peter Christian Garde.
I hans prisbelønnede skrift “Om de Fattiges Forsørgelse” fra 1864 kan man læse;
»Men det er dog vist, at det er mere besparende, naar Mange havde en større Huusholdning tilsammen, spise af samme Gryde og have fælledes opvarmede og oplyste Opholdssteder.

Forpligtelsen til- og retten til offentlig forsørgelse.

At Fattighusene rundt omkring i landet har haft en længere historik, kan man se dokumentation for i KONG CHRISTIAN DEN FEMTIS DANSKE LOV” fra 1683,
afsnit 2-22-75. Her bestemmes det blandt andet, at:

“Kirkeværgerne paa Landsbyen skulle med Sognemændenis Hielp bygge i hvert Sogn et Fattig-Folkis-Huus til de Fattige der i Sognet, som ikke kunne faae andetstæds Huus, og sette een Blok for Huset, at got Folk kunne legge deris Almisse”.

Med andre ord fik det offentlige pligt til at tage sig af de fattige, der ikke kunne forsørge sig selv. Denne pligt – og omvendt ret – til offentlig forsørgelse, hvis man ikke var i stand til at klare sig selv, blev i øvrigt stadfæstet ved grundlovsændringen i 1849.

Fattighusenes stand var som regel ikke den bedste. Derfor blev de ofte anset for at være sundhedsfarlige, hvad de sikkert også var. Det var ikke overraskende med mange beboere stuvet sammen på meget få kvadratmeter. Opfattelsen blandt omgivelserne var tillige at fattighusene fremavlede dovenskab og umoralsk adfærd hos de anbragte fattiglemmer.

Holdningen i samfundet ændrede sig efterhånden derhen, at den passive forsørgelse skulle erstattes af en mere aktiv forsørgelse. Formålet var givetvis, at man ønskede at ”slå 2 fluer med et smæk”. På den ene side kunne man spare udgifter og på den anden side kunne man sikre en mere effektiv måde at håndtere de personer, der ikke kunne forsørge sig selv.
Midlet hertil var nedlæggelse af Fattighusene, som blev erstattet af nye tidssvarende og effektive Fattiggårde.

Tanken bag disse Fattiggårde harmonerede fint med den gængse opfattelse af, at tvangsarbejdet ville skræmme fattige individer fra at søge om fattighjælp. Formålet var i den sidste ende at udgifterne til fattigvæsenet skulle reduceres mest muligt.

Fattiggården i Vesterby.

Fattiggården “Dalmosegård” var placeret lidt afsides på den nordvestlige del af Fejø – nærmere betegnet på Dalmosevej 10.

Det er ikke mange oplysninger det har været muligt at grave frem om den. Nedenstående fotos og dokumenter er indtil nu det eneste.
I historien om Morten Ores Chatol fremgår det at misdæderen “Line” (Bodil Kirstine Oline Christiansen), døde på fattiggården den 23. december 1877.

Af folketællingen i 1870 er der angivet 18 beboere. I Folketællingen 1901 fremgår det, at der ud over bestyrerparret var 11 fattiglemmer på Fattiggården, der ses nedenfor.

Peder Hansen, der var født på Fejø i 1861, bestyrede sammen med hustruen Karen Emilie Hansen (født Rasmussen) Fattiggården på Fejø i en årrække. I løbet af 1915 blev Fattiggården nedlagt, fordi der ikke længere var behov for en sådan på Fejø.
Efter lukningen af Fattiggården på Fejø flyttede ægteparret til Nøbølle, hvor de der drev Fattiggården i nogle år.

I tingbogen kan man læse at Thorvald Hansen købte gården af Fejø Sogneråd 14.12.1915. Thorvald Hansens søn Hans Evald Hansen overtog gården efter faderen og var den sidste i familien der drev gården. Bygningerne nedbrændte engang – så vidt huskes – i 1970erne, hvorefter jorden blev erhvervet af en nabolandmand.

Barske vilkår

At blive anbragt på en Fattiggård var ensbetydende med en voldsom indskrænkning i det enkelte fattiglems personlige frihed og rettigheder. Fattiglemmerne var nemlig, som det fremgår ovenfor underlagt meget stramme og omfattende regler og begrænsninger i deres liv og dagligdag.
Der skulle arbejdes hårdt som kompensation for den daglige forsørgelse, hvor kosten ofte både var ringe og beskeden. Hertil kom at det var strengt forbudt at forlade fattiggården uden tilladelse fra den lokale bestyrer.

Når man kom på Fattiggården var det noget af det mest nedværdigende man kunne blive udsat for og absolut ikke nogen ”dans på roser”. Det var stort set altid den absolut sidste udvej for at overleve – under meget kummerlige forhold – hvis man ikke var i stand til at forsørge sig selv.
At omverdenen af mange årsager tillige så ned på- og ringeagtede fattiglemmerne gjorde ikke deres dagligdag og tilværelse mere attraktiv.

1 66286e4324 Fattighuset e26c7f75d5
Beboere-i-fattighuset

Beboere-paa-fattiggaarden

Forsoergelsesplan-og-kassebog-paa-fattiggaarden

3

Læs meget mere om Fattigvæsenet 1500-1933