Dragsbjerg

På Fejø er der i 1850erne beskrevet eksistensen 2 voldsteder: “Dragsbjerg” og “Barfred”.

Begge voldsteder, er formentlig anlagt  i vikingetiden omkring år 1.000.  Formålet har uden tvivl været et anlæg til forsvar med tilhørende samlingssted for en flådeenhed.

Dragsbjerg var placeret ned mod stranden på marken mellem Skovvej 23 og Skovvej 31, hvor der i vikingetiden var en indsø, som man stadig kan se resterne af.

På billedet nedenfor ses 2 grønne felter lige til højre for den grønne eng midt i billedet – dette kan muligvis være vegetative spor after et fæstningsanlæg.

Dragsbjerg

Både Barfred og Dragsbjerg lå strategisk placerede ved kysten. Strategisk, fordi man i vikingetiden, hvor vandstanden var væsentlig højere end idag, ved at sejle ind i bunden af Kagevig og krydse øen via “mejeri-renden” og engområdet “skifterne” ved det gamle mejeri,  kunne nå om til Dybvig. Voldstederne lå altså lige ved hver sin ende af gennemsejlingen.

Dragsbjerg og Barfred var strategisk godt placeret.

Begge voldsteder har ligeledes været strategisk godt placeret som møde- og opsamlingssted. Det var vigtigt når kongen eller høvdingen i vikingetiden udskrev lokalbefolkningen til krigstjeneste. Man kan sagtens forestille sig, at Fejø og de omkringliggende øer i ufredstider fik ordre til at bemande et krigsskib med base ved “Dragsbjerg” eller “Barfred”.

Amatørarkæologen, Krigsråd Schiøtz, har i 1856 beskrevet ”Laalands Antikviteter”, hvor “Dragsbjerg” omtales således:

 Voldstedet er 120 Alen i Omkreds, og dette var endnu til, medens Ravnsborg Fæstning var i Brug. Det er omgærdet fra Landsiden med en bred vold og Grav, der nu jævnes med Ploven”.

(120 alen = 80 meter. Ravnsborg blev nedrevet i 1510).

Stednavne som “Dragsbjerg” og “Draget” kan ofte sættes i forbindelse med steder, hvor skibe er blevet trukket på land eller draget over land.

Landbrugsdrift på stedet betød desværre, at resterne af voldstederne efterhånden blev pløjet ned. Først omkring 1900 var de sidste rester helt forsvundet af “Dragsbjerg”.

Voldanlægget var placeret tæt på en indsø, hvor der er i den tilstødende jord og vegetationen ses mulige spor efter et “bådehus” på ca. 5 meter på det bredeste sted og godt 30 meter i længden.

Hertil kommer, at der under gravning i umiddelbar nærhed er fundet spor efter skibsbyggeaktivitet – sansynligvis også fra vikingetiden.

På stranden ud for indsøen er der i 7,2 meters bredde fuldstændigt ryddet for store sten – muligvis har stedet været der, hvor man trak bådene op på land.

Ved skrænten mod kysten er der spor, der kunne tyde på at der har været et palisadeværn – formentlig fra vikingetiden. Jordvolde og højdeforskelle i terrænet kunne tyde på en sådan konstruktion.

Alle disse observationer gør, at stedet burde undersøges nærmere af arkæologer.
Den nedenfor beskrevne metode ville være oplagt at anvende til formålet.

Reliefkort giver nye muligheder.

På modstående billede, der viser forsiden af Tidsskriftet “Skalk” nummer 3 fra juni 2012, ses konturerne af “Refshaleborgen”,  der lå på Borgø i Maribo sø.

Dette er gjort muligt ved anvendelse af den nyeste teknik indenfor kortområdet til at skabe et “Reliefkort” – se også denne artikel fra net-tidsskriftet “Videnskab”.

Reliefkortet laves ved, at der fra fly sendes byger af laserstråler mod jorden hen over landskabet.

Efterfølgende renses det fremkomne kort elektronisk for vegetation, bygninger og lignende, hvorefter kortet tydeligt viser højdeforskellene i landskabet.

Metoden, der kræver stor specialistviden at anvende, har allerede flere steder synliggjort eksempelvis gravhøje og spor efter middelalderbebyggelser. Disse får arkæologerne nu  mulighed for at undersøge nærmere.

Så vidt jeg har kunnet konstatere, er hele Danmark gennemfotograferet efter ovenstående metode. Reliefkortet over Fejø blev gennemgået på Museum Lolland-Falster den 20. februar 2013. Formålet var at se om der kunne ses rester af Dragsbjerg og Barfred samt eventuelt nærliggende voldanlæg.

Resultatet var desværre, at det ikke er muligt at spore rester af de 2 voldsteder. Det er dog ikke overraskende, idet mange voldsteder er så overpløjede, at der ikke længere kan ses spor, med mindre der graves på stedet.