Barkkedler

Fra gammel tid er sejl og fiskeredskaber blevet fremstillet af naturmaterialer som uld, hør, hamp og fra midten af 1800-tallet, også af bomuld.
Disse materialer skulle imprægneres for at øge deres styrke og ikke mindst for at forlænge holdbarheden. Ved “barkning” undgik man, at de blev nedbrudt af råd- og svampeangreb, samtidig med at fiskeredskaberne blev renset for indfedtning fra fisk og rogn.

Barkkedler var redskabet til at imprægnere garn

Behandlingen foregik i en barkkedel, som ganske enkelt er en ovn med en indmuret kedel, fyringsrum og skorsten på 2-3 meters højde.
Barkkedlerne på Fejø, der er runde i deres ydre, er muret op af teglsten eller af kampesten. Selve gryden/kedlen, der ofte er en gammel gruekedel, er typisk 1,5 meter i diameter, 70 cm dyb og kan nemt rumme 6-700 liter “barklage” plus fiskegrej.

Barklagen var udtræk af akacietræ, birkebark eller egebark.

Barklagen bestod af vand og et imprægneringsmiddel. Bedst var catechu, der populært blev kaldt for “katteko”. Catechu var et kostbart produkt, der kom langvejs fra og som blev udvundet af barken fra akacietræer (Acasie catechu), deraf navnet.
Det var en udbredt misforståelse, at det var en jordart fra Japan, og derfor gik det også fejlagtigt under betegnelsen Terra Japonica.

Under 2. Verdenskrig var det svært at få fat i catechu, men birkebark og egebark viste sig at kunne anvendes som en brugbar og langt billigere erstatning.
Barkekstrakterne indeholder bl.a. garvesyre og farvestof, som giver garnene en rød- brunlig farve. Imprægneringen skulle trænge godt ind i alle fibre for at give den ønskede effekt. Det var mange timers hårdt arbejde at holde barklagens temperatur omkring de optimale 70 ̊ og holde materialet flydende og hele tiden i bevægelse.

Efter barkningen blev garnene trukket op af kedlen og lagt på et barklad der var monteret ved kedlen, hvor den overskydende lage dryppede af og løb tilbage i kedlen og således genbrugt. Når garnene så var tørret godt igennem, var de klar til brug igen. For at sikre holdbarheden skulle fiskeredskaberne barkes ofte – helt op til 3-5 gange årligt. Det var med andre ord et ikke uvæsentligt stykke arbejde, der skulle udføres for at vedligeholde fiskegrejet.

Barkkedler var alle steder, hvor der var fiskere

Barkkedler har været almindelige ved alle fiskerlejer og steder hvorfra der er blevet drevet fiskeri. De var i brug helt op til 1960-70-erne, hvor garn af kunstfibre og nylon holdt deres indtog i fiskerierhvervet og helt udkonkurrerede naturmaterialerne.

Man kan stadig opleve 3 barkkedler rundt omkring på Fejø, hvor der står en ved Vester,
en ved Dybvig og i Sletteren.
De barkkedler, der stod ved Herredsvej nr. 1, og på Skalø er desværre væk, men der er heldigvis bevaret billeder af dem.
Jeg mener også, at der har stået en i Kagevig ved “Lammestrædet” –  den skal jeg se om jeg kan lokalisere resterne af og måske fremskaffe et billede af.

De tilbageværende barkkedler på Fejø, er relativt velbevarede og velholdte – ja en enkelt – den i Sletteren er totalrenoveret. Desværre er der ved ingen af disse barkkedler bevaret noget af den tilhørende trækonstruktion, der udgjorde lad, hejseværk samt tørrestativ.

På billede nr. 2 ses lad og i baggrunden tørrestativ – på billede 3 ses tørrestativer i baggrunden.

Ovenstående barkkedler blev sandsynligvis brug at følgende – og flere andre:

  1. Robert Ravnborg, Poul Bruun og Tage Tolstrup
  2. Tage Tolstrup, Ejner Jensen (ses på billedet)
  3. Villy Olsen, Orla Olsen, “fiske Kristian” Kristian Kristiansen samt
    Svend Åge “fiskemand” Nielsen
  4. Holger Rasmussen efter hvem vendepladsen i Sletteren nu er opkaldt.
  5. Aksel Bang og sønnen Børge Bang (ejede Skalø havn)

Nogle af ovennævnte personer kan ses her