Andelsfrysehuset

Efter at den første store bølge af andelsforetagender omkring århundredeskiftet med andelsmejerier og andelsbrugsforeninger som de væsentligste,  kom  den anden bølge i 1950’erne med bl.a. andelsfrysehuse og andelsvaskerier.

På Fejø, kunne man også se ideen i frost fremfor henkogning og nedsaltning. Derfor etablerede man i 1959 et andelsfrysehus ved siden af andelsmejeriet på Herredsvej 199.

Andelsfrysehuset fik kælenavnet “Boksen”.

Fryserummet, som gik under navnet “Boksen”, var indrettet med hylder, hvor den enkelte andelshaver havde sin plads på et mindre areal. Hver andelshaver havde vel omkring en hyldemeter, som så kunne udnyttes efter behov.

Herredsvej 199 - Andelsfrysehuset far 1959

Andelsfrysehuset, havde faste åbningstider 2-3 gange om ugen. Det blev passet af cykelsmed Richard Jensen og hustruen Ellen. De boede og havde cykelværksted og cykelforretning i nr. 197 på den anden side af andelsmejeriet. De var utroligt fleksible og man kunne altid lige få lov til at lægge varer ind eller hente hvis der opstod et akut behov.

Op igennem 1960’erne gjorde udviklingen og stigende velfærd at mange private husholdninger fik egne kummefrysere. Derfor mistede andelsfrysehuset sin betydning og ophørte med driften omkring 1970. kk

En kort periode sidst i 1970erne forsøgte en ung fejbatting at etablere møntvaskeri i det gamle andelsfryseri uden den store succes.